Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Lægemordene i Odense 1945

mindesten dræbte læger odense og taler carl holst

Regionsrådsformand Carl Holst fra Region Syddanmark var blandt talerne ved afsløringen af mindestenen for de fire læger, der blev dræbt  i en opgang i lægeboligerne lige ved siden af stenen.

mindesten dræbte læger OUH

Den 20. februar er det 70 år siden, en nazistisk terrorgruppe trængte ind på Odense Amts og Bys Sygehus og med koldt blod myrdede fire unge læger. Den dansk-tyske "Peter-gruppe" stod for clearingmord, schalburgtage og andre kampskridt imod den danske modstandsbevægelse i besættelsens sidste år.

Odense var en torn i øjet på besættelsesmagten på grund af "Folkestrejken" i august 1943 og den meget aktive modstand, der var i byen. Og tyskerne havde et horn i siden på lægestanden, fordi mange læger aktivt støttede modstandsbevægelsen, og meget få nazisterne. Inden befrielsen myrdede de mindst 10 danske læger og internerede mindst 30 i fangelejren i Frøslev eller sendte dem til tyske koncentrationslejre.

Lægemordene i Odense står som en af tyskernes mest brutale forbrydelser i Danmark og markerede en dramatisk optrapning af den nazistiske vold: En hel gruppe blev dræbt på én gang, og ofrene var aldeles sagesløse. Fra da af var lægestanden særligt udsat for den tyske såkaldte "modterrors" eskalerende vold. 

På 70-årsdagen markerede Odense Universitetshospital mordene på de fire læger ved et mindearrangement.

Den 20. februar om formiddagen gennemførtes et symposium. Her belystes lægemordene, deres baggrund, gerningsmænd og ofre i en række historiske foredrag.

Mindestenen er rejst af Odense Universitetshospital med støtte fra Lægeforeningen og Lægeforeningen Syddanmark i et nyt mindeanlæg foran den bygning, hvor drabene fandt sted (de daværende "lægeboliger" på Kløvervænget). Her talte Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen, sygehusdirektør Peter Jest, regionsrådsformand Carl Holst og Odense Kommunes børn og ungerådmand Susanne Larsen, der selv er læge. Pårørende til de myrdede læger deltog i højtideligheden.

Symposium og mindehøjtidelighed var arrangeret af Odense Universitetshospital og Netværk for Nazisme- og Holocauststudier i samarbejde og var støttet af Lægeforeningen og Lægeforeningen Syddanmark.


Siden er sidst opdateret: 24-02-2015 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring