Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilForskning, job, uddannelse og samarbejdepilSund Forskning - nyhedsbrev fra OUH og SDUpilPrævention med hormonmidler kan øge risikoen for hjernesvulster

Prævention med hormonmidler kan øge risikoen for hjernesvulster

piller2

Professor David Gaist og hans forskning fyldte i sidste uge godt op i mediebilledet både i Danmark og internationalt. Nyheden om, at langvarig prævention med hormoner forøger risikoen for hjernekræft med 90 procent vakte stor opmærksomhed, men forskeren bag maner til besindighed.

- Jeg ville ikke selv fraråde familiemedlemmer at bruge hormonprævention, selvom min forskning viser øget risiko for hjernekræft. Det siger noget om, hvor lille risikoen synes at være, siger David Gaist, professor i neuroepidemiologi ved Neurologisk Afdeling, OUH og Klinisk Institut, SDU. 

Han har sammen med forskere fra flere afdelinger på OUH, SDU og Kræftens Bekæmpelse gennemført en registerundersøgelse af alle danske kvinder, som i perioden fra 2000-2009 fik en hjernesvulst uden tidligere at have haft kræft. Kvinderne var i alderen 15-49 år på diagnosetidspunktet, og i alt 317 fik en hjernesvulst af typen gliom. Undersøgelsen fandt en 90 procent øget risiko for at udvikle gliom ved mere end fem års brug af hormonprævention i form af p-piller eller spiral.

50 tilfælde om året

Hvert år rammes cirka 50 danske kvinder i den fødedygtige alder af hjernesvulster af typen gliom. Man kender endnu kun få årsager til både den og andre former for kræft i hjernen. Tidligere forskning har vist, at kvindelige kønshormoner kan påvirke risikoen, og at den afhænger af kvindens alder. Da de fleste undersøgelser fokuserede på ældre kvinder, besluttede David Gaist og hans kolleger at forske i sammenhængen mellem hormonprævention og risiko for hjernesvulster hos kvinder i den fertile alder.

Gliom er en sjælden form for hjernekræft

- Vores undersøgelse viser, at brug af prævention med indhold af østrogen eller en kombination af østrogen og progesteron kan forøge risikoen for gliomer. Men denne særlige type hjernekræft er meget sjælden. Der er kun fem ud af 100.000 kvinder om året i aldersgruppen 15-49 år som får diagnosen, og tallet indeholder også de kvinder, som tager hormonprævention, fortæller David Gaist.

Fraråder ikke brug af hormonprævention

På trods af det opsigtsvækkende fund opfordrer forskerne de unge kvinder til at slå koldt vand i blodet. De vil ikke råde kvinder til at stoppe med at bruge hormonprævention på baggrund af de nye resultater.
- I nær fremtid går vi i gang med at opdatere og udvide undersøgelsen, så vi får større sikkerhed for resultaterne, og vi håber også, at forskere i andre lande vil bidrage. Vi er meget optagede af at få mere viden om alle de virkninger og bivirkninger, hormoner har, så kvinder får et optimalt grundlag til at beslutte sig for, om de vil bruge dem som prævention.

Fakta:

Undersøgelsen er udført i et samarbejde mellem
David Gaist og Lene Andersen, Neurologisk Afdeling, OUH
Jesper Hallas, Klinisk Farmakologisk Afdeling, OUH
Pernille Ravn, Gynækologisk Afdeling, OUH
Bjarne Knudsen, Patologisk Afdeling, OUH
Søren Friis, Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse

Fakta:

Patienter med kræft i hjernen har ofte svært ved at huske, så det er vanskeligt at udføre interviews. Forskerne har i undersøgelsen set på patienternes receptoplysninger og cancerdiagnoser og på sammenfald af brug af hormonprævention og hjernetumorer af typen gliom.

Resultaterne er offentliggjort her: Andersen L., Friis S., Hallas J., Ravn P., Kristensen B. & Gaist D. 2014. Hormonal contraceptive use and risk of glioma among younger women: a nationwide case-control study. Br J Clin Pharmacol DOI: 10.1111/bcp.12535

MERE AT VIDE?

Gaist

 

 

Professor, overlæge, ph.d. David Gaist,
Neurologisk Afdeling, OUH,

dgaist@health.sdu.dk, telefon 65 41 24 85 


Siden er sidst opdateret: 28-01-2015 af Odense Universitetshospital.