Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Diabetes-pris til Odense-forsker

Dorte Møller Jensen, overlæge på OUH

Børn født af mødre med sukkersyge er mere udsatte end andre. De har større risiko for selv at udvikle sukkersyge senere i livet, de bliver med større sandsynlighed end andre overvægtige, og de har højere sygelighed og dødelighed, sidstnævnte dog primært i det første leveår.

Dorte Møller Jensen, overlæge på OUH og ekspert i graviditet, fedme og diabetes, arbejder på at give disse børn en bedre start på livet – og som en opmuntring får hun nu den fornemme Niels Schwartz Sørensen Pris.

Prisen gives ved årsmødet i Dansk Endokrinologisk Selskab, hvor Dorte Møller Jensen skal fremlægge sine nyeste resultater for kollegerne.


Hendes spidskompetence er at organisere store kliniske studier, hvor man – ved at følge mødrenes vægt og sukkerstofskifte i graviditeten meget tæt – kan bestemme, hvilken betydning disse faktorer har for barnet på længere sigt. Det betyder bl.a., at man kan sætte ind i forhold til moderens næste graviditet og få hendes blodsukker og vægt så langt ned, at fostret skades mindst muligt.

I projektet arbejder man også med livsstilsændringer – og et positivt resultat er, at en coach, der hjælper med råd om kost og motion, har gode resultater.

-Målet er, at barnet ikke tager skade. At man får brudt den onde cirkel, understreger hun.

Dorte Møller Jensen kom til Odense i 1997 som ph.d-studerende og er nu knyttet til både Universitet og OUH som underviser, forsker og overlæge. Hun deltager i international forskning og er bl.a. udpeget som medlem af Det Danske Diabetes Akademis uddannelseskomite.

Niels Schwartz Sørensen Prisen
blev indstiftet i 1992 af Diabetesforeningen for at hædre professor i endokrinologi og human metabolisme ved Aarhus Universitet, overlæge Niels Schwartz Sørensen. Han er anerkendt for at have løftet dansk forskning i stofskifte- og hjertesygdomme op i den internationale elite.
Komiteen bag uddelingen består af en professor fra Århus Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Universitet.


Siden er sidst opdateret: 19-01-2015 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring