Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Øjnene sladrer om fremtidige diabetes-komplikationer


Månedens publikation

Ved at måle antallet og tilstanden af blodkarrene i øjet kan forskerne forudsige, hvilke patienter med diabetes der får problemer med både øjne, nyrer og nerver.

Blodsukkeret er normalt sladrehanken, når det gælder komplikationer ved diabetes, og blodsukkeret måles derfor som standard jævnligt på alle patienter med diabetes. Men mange får komplikationer, selvom blodsukkeret er normalt. Derfor er der brug for flere målepunkter for risikoen for komplikationer.

Rebecca Broe_PhD_SDU-OUH

Rebecca Broe, ph.d. og reservelæge på Øjenafdeling E, har i sit ph.d.-projekt set på, hvordan man ved at måle øjets blodkar kan vurdere risikoen for negative følgesygdomme til diabetes type 1.

Resultaterne er blevet publiceret i tidsskriftet Diabetologica
- læs abstract.


Blodkarrene i øjnene giver det tidligste varsel
- Ved at måle hvor mange blodkar, der er i øjet, og hvor komplekse de er, kan vi få et hint om, at der er noget galt. Jo færre blodkar, jo større risiko for komplikationer, forklarer Rebecca Broe.

Diabetes påvirker blodkar i hele kroppen, men øjnene er det eneste sted, hvor man kan se direkte på karrene.

- Når vi ser problemer på karrene i øjnene, er der typisk også problemer andre steder i kroppen. Hvis der er få blodkar i øjnene, kommer der ikke tilstrækkelig ilttilførsel til øjet, og det samme gælder så også for nyrer og nerver.


Alvorlige komplikationer er en risiko
Efter 30 år med diabetes 1 vil omkring en tredjedel af patienterne lide af iltmangel i nethinden i en sådan grad, at kroppen vil forsøge at kompensere ved at danne nye blodkar. De nye kar er skrøbelige og går let i stykker, hvilket giver blødninger og arvæv i øjet. Hos cirka 10 procent af patienterne fører det til, at nethinden løssnes og en del af synet mistes. 

I nyrerne vil den typiske komplikation til diabetes medføre for meget protein i urinen som tegn på begyndende nyresvigt. Nerverne påvirkes også, så patienterne får nedsat følesans, typisk først i fødder og ben.
 

Data findes – men teknologien mangler

Rebecca Broe_PhD_SDU-OUH  

- Ved deres regelmæssige kontrolbesøg på hospitalet får patienter med diabetes taget fotografier af nethinden.

- Det ville derfor være uden de store omkostninger, hvis man rutinemæssigt også kiggede på blodkarrene i øjet. Her vil man kunne se og følge forandringer og ændringer i antallet af blodkar, fortæller Rebecca Broe.

- Hospitalerne ligger altså allerede inde med det datamateriale, som man skal bruge for at kunne fange komplikationer hos diabetespatienter tidligere end i dag. Men der mangler software til at håndtere oplysningerne.

- I det daglige kliniske arbejde har vi ikke ressourcer til at undersøge hvert enkelt billede, som jeg gjorde i mit projekt.

- Der er behov for et program, som kan sammenligne nye billeder med tidligere og automatisk følge udviklingen. Når det er færdigudviklet, vil det kunne gøre en stor forskel i forebyggelsen af komplikationer, mener Rebecca Broe.

OUH  arbejder på at lade måling af blodkar indgår i risikovurderingen af komplikationer som supplement til blodsukkermålinger.

/Marianne Lie Becker

 
 

Fakta

Ph.d. og reservelæge Rebecca Broe publicerede artiklen i Diabetologica oktober 2014: Retinal vascular fractals predict long-term microvascular complications in type 1 diabetes mellitus: the Danish Cohort of Pediatric Diabetes 1987 (DCPD1987)

I september 2014 forsvarede Rebecca Broe sin ph.d.-afhandling med titlen “Early Risk Stratification in Pediatric Type 1 Diabetes”. Her beskriver hun, hvordan øjensygdomme udgør et stigende problem hos diabetespatienter, selvom det ikke ses i målingerne af blodsukkeret.

 

 


Siden er sidst opdateret: 03-12-2014 af Odense Universitetshospital.