Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

OUHs ortopædkirurger er europamestre i forskning

Kend din forsker

I løbet af det seneste år har Den Ortopædkirurgiske Forskningsenhed vundet tre priser på europæisk niveau.
 

Per Hviid Gundtoft ph.d. OUH SDU


Læge Per Hviid Gundtoft, ph.d.-studerende på Ortopædkirurgisk Afdeling O og Klinisk Institut på Syddansk Universitet, var i september i Holland for at præsentere sin forskning i registrering af infektioner i hofteproteser. Hans artikel blev valgt som en af de ti bedste ud af 200 indsendte, og på konferencen i European Bone and Joint Infection Society (EBJIS) vandt han prisen for bedste kliniske studie.

I studiet, som han fortalte om på konferencen, har han fulgt 32.000 patienter, som har fået indopereret en hofteprotese. Formålet med studiet var at finde ud af, om der sker en underrapportering af infektioner efter operationen.


Registersamkøring viser signifikante forskelle
- Vi kan se, at mens risikoen for betændelse i hofteproteser ifølge de gængse registre er 0,5 procent efter et år og 0,6 procent efter fem år, så er den højere, når vi sammenkører alle registre og får de tilfælde med, som opdages efter at kirurgen har krydset ”nej” til infektion efter operationen, fortæller Per Hviid Gundtoft.

For eksempel kan de vævprøver, der udtages under operationen, efterfølgende vise tegn på infektion.

En sammenkørsel af alle registre har vist, at risikoen for infektion reelt er 40 procent højere end hofteregistret viser.


Flere infektioner, men hvorfor?
- De fleste eksperter er enige om, at antallet af infektioner er stigende, og at registrene er et godt værktøj til at holde øje med  udviklingen og identificere risikofaktorer. Men vi kan altså ikke stole 100% på registrene, når vi undersøger. Det gør det sværere at følge udviklingen af infektioner og finde ud af, hvorfor infektionerne opstår, mener Per Hviid Gundtoft.

Han vil nu til at se på, hvad det er, der går galt i registrene:

- Måske er det nogle bestemte bakterier, som vi ikke fanger og får med i registreringen.


Motivation og samarbejde
Forskningsleder på Ortopædkirurgisk Afdeling O, professor, overlæge, dr.med. Søren Overgaard, er stolt over, at Per Hviid Gundtoft og forskningsenheden har hevet endnu en pris i land.

- Vores forskning bliver fundet relevant, vigtig og af høj kvalitet. Det er derfor vi vinder. Tre priser på et år er en enorm motivation og anerkendelse af vores forskning, der understøttes af de to ben, som forskningsenheden står på i koalitionen mellem Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, siger han.

/Marianne Lie Becker

 


Kort om studiet i registrering af infektioner i hofteproteser

Studiet om infektioner er udført i samarbejde med Region Syddanmark, regionshospitalerne i Kolding og Vejle, Kompetencecenter Nord og Aarhus Universitetshospital.

Studiet er indsendt til et videnskabeligt tidskrift, men er endnu i redigeringsfasen. Det forventes at blive publiceret i Acta Orthopaedica i løbet af foråret 2015.
 

 

De to andre priser er opnået for forskning i 2013, somOrtopædkirurgisk Forskningsenhed fik, gik til:


Seniorforsker, ph.d. og kiropraktor Erik Poulsen fik i maj måned førsteprisen for bedste forskningsprojekt/ præsentation på den årlige kongres for europæiske kiropraktorer, afholdt i den irske hovedstad Dublin.

Erik Poulsen fremlagde resultaterne fra sine undersøgelser af effekten af hofteskole og manuel behandling på patienter med hofteartrose. Originaltitlen ”Patient education with or without manual therapy compared to a control group in patients with osteoarthritis of the hip. A proof-of-principle three-arm parallel group randomized clinical trial”.

Undersøgelsen stammer fra ph.d.-projektet af samme navn, som blev udført i et tværfagligt samarbejde mellem Ortopædkirurgisk Forskningsenhed ved Klinisk Institut SDU, Ortopædkirurgisk Afdeling O på Odense Universitetshospital, Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik (NIKKB) og Forskningsenheden for Klinisk Biomekanik ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.

 

Læge, ph.d.-studerende Claus Varnum, Ortopædkirurgisk Forskningsenhed ved Klinisk Institut, vandt titlen" Best Paper2  ved den 15. EFORT-kongres for europæiske ortopædkirurger i London i juni 2014.

Claus Varnum’s foredrag blev udvalgt blandt 4.000 indsendte papers. Titlen på foredraget var: Risk for revision of metal-on-metal cementless stemmed total hip arthroplasty – data from the Nordic Arthroplasty Registry Association.
 
 
 

Læs evt. mere  om Ortopækirurgisk Forskningsenhed

 

 


Siden er sidst opdateret: 10-10-2014 af Odense Universitetshospital.