Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk

Pressemeddelelse: Sexologisk klinik åbner på OUH

1. oktober åbner en sexologisk klinik på OUH som et tilbud under Urinvejskirurgisk Afdeling. Klinikken behandler seksuelle problemer hos personer af begge køn og vil især have fokus på personer, hvis seksuelle lyst eller evne er påvirket af en kræftoperation.

| 26. september 2014 |

– For mænd kan operation i blære, nyrer, blærehalskirtel eller testikler resultere i rejsningsbesvær, for tidlig, for sen eller manglende sædafgang. For kvinder kan operation i blære, nyrer og blærehalskirtel føre til fx smerter ved samleje. Det nye for os er, at vi nu kan tilbyde alle kræftpatienter, som vi eller andre behandler, en efterfølgende samtale i Sexologisk Ambulatorium, hvis der er behov for det, siger professor og overlæge Lars Lund fra Urinvejskirurgisk Afdeling.

Desuden tilbydes mænd med rejsningsbesvær (erektiv dysfunktion) en grundig udredning og relevant behandling. Som noget nyt kan afdelingen tilbyde shockbølge-behandling (kraftige, men kortvarige impulser, der sendes ned i et meget afgrænset område i vævet) til patienter, hvis behandling indgår i forskningsprojekter.

Den nye klinik etablerede allerede under sin opbygning i foråret et samarbejde med Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital om enkelte behandlinger og for at sikre et godt fundament for forskning og uddannelse inden for det sexologiske område.

Ud over forskningssamarbejdet med Aalborg Universitetshospital er også et ph.d.-forløb knyttet til klinikken i samarbejde med bl.a. Plastikkirurgisk Afdeling og Biokemisk Farmakologisk Afdeling på OUH. Afdelingen deltager også i det nye center for andrologi (sygdomme i de mandlige kønsorganer) i Region Syddanmark.

Indvielse 1. oktober
Åbningen af Sexologisk Ambulatorium vil blive markeret med en indvielse den 1. oktober kl. 12-13, Sdr. Boulevard 29, L-Ambulatoriet, indgang. 29, stuen (indgang i højhuset, se kort her). Pressen er velkommen.

Flere oplysninger
Professor og specialeansvarlig overlæge, Urinvejskirurgisk Afdeling L, Lars Lund, 51 40 89 82
Ledende overlæge Ulla Geertsen, Urinvejskirurgisk Afdeling L, 22 73 36 25


Siden er sidst opdateret: 01-07-2015 af Odense Universitetshospital.