Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Forskning i dødelige allergier er grænseløs

Nyt fra Eliteforskningscentrene


Eliteforskningscenter ORCA - Odense Research Centre for Anaphylaxis - har netop underskrevet en samarbejdsaftale med CRP-Santé i Luxembourg, der er et af verdens førende laboratorier på området. 

 ORCA Eliteforskningscenter OUH-SDU

Et forpligtende samarbejde med det velrenommerede laboratorium CRP-Santé i Luxembourg er seneste internationale samarbejdsaftale for Eliteforskningscenter ORCA, der har allergier som fokusområde.


Oprindeligt var det en af ORCA’s fire hovedopgaver at etablere et laboratorium i stor skala på OUH’s område.

- Af forskellige gode grunde ændrede planerne sig undervejs, fortæller professor og forskningsleder Carsten Bindslev-Jensen.

- I stedet har vi indgået et forpligtende samarbejde med det velrenommerede laboratorium CRP-Santé i Luxembourg, der er uhyre stærk på sit felt.

- Omvendt er vi førende worldwide på det kliniske område, og kan tilbyde humant materiale fra velkarakteriserede patienter. Det er simpelthen ikke til rådighed i Luxembourg, der er et meget lille land uden universitetshospital.


Nøjagtigt aftryk af allergenerne
Selv om blækket knapt er tørt, er samarbejdet på tværs af landegrænserne i gang. Det første fælles projekt har fokus på hvepse- og bistik, siger Carsten Bindslev-Jensen.

- I mange tilfælde ved patienterne ikke, hvilket insekt, der har stukket dem. Når vi undersøger patienterne, kan de reagere positivt over for både hveps og bi, fordi en del af det, man er allergisk over for, findes i begge arter.

CRP-Santé går nu dybere ned i cellernes substans for at finde det ’fingeraftryk’, der fortæller præcis, hvad den enkelte patient er allergisk over for.

- Jo længere vi borer os ned i allergenernes væsen, jo bedre kan vi målrette behandlingen og bl.a. vurdere, om vaccination i årevis er det rigtige svar på patienternes behov.


Rum for udveksling
Luxembourg bliver fremover ét af de lande, hvortil Carsten Bindslev-Jensen vil sende sine ph.d.-studerende. Selv bliver han tilknyttet laboratoriet, ligesom CRP-Santé’s direktør i 2015 tiltræder som professor på deltid på Syddansk Universitet.

- Vi skal åbne os mod omverdenen, og det er vi gode til i ORCA-regi. Blandt andet har vi udenlandske medvejledere på flere af vores ph.d.-projekter, ligesom vi har nære og faste samarbejdspartnere i hele EU.


Flere priser for god forskning
På Dansk Selskab for Allergologis årsmøde i august ryddede ORCA for andet år i træk stort set bordet for priser.

Centret modtog to ud af tre posterpriser, samt foredragsprisen for ph.d.-studerende Anja Moses indlæg om forskning i vaccine for peanutallergi.

Læs evt. mere om Eliteforskningscenter ORCAs forskningsområder


/Helene Dambo

 

 


Siden er sidst opdateret: 04-09-2014 af Odense Universitetshospital.