Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Hormonforstyrrende stoffers effekt på små-børn

OUH og Rigshospitalet uddeler hvert år i fællesskab midler til forskning, der går på tværs af de to hospitaler. I 2014 var der 2 mio. kr. i puljen til i alt syv projekter. Et af projekterne undersøger hormonforstyrrende stoffers effekt på forplantningsevnen.
 

TinaKoldJensen_OUH-SDU_2011  

Professor, ph.d. Tina Kold Jensen leder et af projekterne, der i år modtog midler fra Rigshospitalets og OUH’s fælles forskningspulje.

Projektet er en del af et allerede eksisterende forskningssamarbejde mellem Odense Børnekohorte og Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion.

Begge forskergrupper undersøger konsekvenserne af gravides udsættelse for hormonforstyrrende stoffer, der findes i

almindelige produkter fra cremer og tandpasta til indpakning og overfladebehandling.


Hormonforstyrrende stoffer og spædbørns mini-pubertet
- Stofferne kan påvirke forplantningsevnen hos den kommende generation, forklarer Tina Kold Jensen. Med midlerne fra forskningspuljen er vi nu i gang med at undersøge, om stofferne også påvirker kønshormonniveauet hos tre måneder gamle børn.

- Børn har gennem hele barndommen et lavt kønshormonniveau bortset fra en kort periode i tre måneders alderen – en slags mini-pubertet, hvor hormonsystemet er aktiveret. Den mulighed ønsker vi at benytte til at undersøge eventuelle skadelige virkninger på kønsorganerne sammenholdt med mødrenes udsættelse for hormonforstyrrende stoffer under graviditeten.


1.000 børn i to kohorter
I alt 1.000 børn i de to hospitalers kohorter lægger krop til analyserne af hormonsystemet. Derudover vil forskerne måle anogenitalafstanden, forklarer Tina Kold Jensen. 

- Hos dyrefostre har forskere fundet en sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og afstanden mellem kønsorganer og endetarm. Om det samme gør sig gældende for mennesker, ved vi endnu ikke, men den nye viden kan vise sig værdifuld i forhold til finde de børn, der har været udsat for skadelige stoffer.  

3maaneder_modelfoto
(Modelfoto)

Stor samfundsmæssig interesse
- Vores resultater har en stor samfundsmæssig interesse, fastslår Tina Kold Jensen.

- Vi stiller materialet til rådighed for myndighederne, og viser det sig, at forplantningsevnen påvirkes af kemikalier, kan der på længere sigt blive tale om politisk regulering af stoffernes anvendelse via Miljøstyrelsen og EU. 

Ud over midlerne fra den fælles forskningspulje har det samlede projekt i år modtaget 2,5 mio. kr. fra Forskningsrådet.

/Helene Dambo

 


SDU/OUH-modtagere i 2014:

  • Professor Tina Kold Jensen, OUH Børne Kohorte, H.C. Andersen Børnehospital kr. 415.560
     
  • Professor Poul F. Høilund-Carlsen, Nuklearmedicinsk Afdeling kr. 500.000
     
  • Ph.d. Mathias Rathe, H.C. Andersen Børnehospital, kr. 250.000

 
 

 
Rigshospitalet og OUHs fælles forskningspulje

Forskningspuljens formål er at fremme forskning på de højtspecialiserede områder, hvor OUH og Rigshospitalet har fælles patientforløb eller inden for specialer, hvor der på længere sigt forventes et tættere samarbejde om patienterne.

Næste ansøgningsfrist: 29. oktober 2014
Rigshospitalets og Odense Universitetshospitals forskningspulje til støtte af fælles tværgående forskningsprojekter og forskerstillinger vedrørende højtspecialiserede funktioner for 2015 er også på 2 mio. kr. i 2015, og kan søges frem til 29. oktober 2014 kl. 24.00.
 

 


 


Siden er sidst opdateret: 04-09-2014 af Odense Universitetshospital.