Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilNyhederpilInternational OUH-kongres skal forebygge for tidlige fødsler

International OUH-kongres skal forebygge for tidlige fødsler

5,4 procent af de danske nyfødte kom i 2012 til verden for tidligt – heraf 1,2 procent før uge 32.
Til en stor international OUH-kongres den 22.-24. maj mødes forskere fra hele verden for første gang på europæisk grund for at dele deres viden om, hvordan man undgår for tidlige fødsler. Ledende overlæge Bjarne Rønde Kristensen er en af arrangørerne, og han er sikker på, at kongressen vil give konkrete resultater.

Bjarne Rønde Kristensen
Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge

– Hvis vores kongres bare medfører et lille fald i antallet af for tidligt fødte, så synes jeg, det har været en stor succes.
Sådan siger Bjarne Rønde Kristensen, der er ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på OUH og en af arrangørerne af den første internationale lægekongres på europæisk grund om forebyggelse af for tidlige fødsler.

– Hver eneste fødsel, der er det, vi kalder ”ekstremt tidlig” og ligger før 28. uge, har meget store konsekvenser for barnet og familien og giver markant øget risiko for, at barnet bliver sygt og dør. Derudover vil barnet ofte også have brug for hjælp fra samfundet og sundhedssektoren i mange år efter. Derfor er det så kolossalt vigtigt, at vi deler vores viden internationalt, så vi sammen kan blive bedre til at forebygge de for tidlige fødsler, siger han.

200 læger fra seks kontinenter
Kongressen, der afholdes den 22.-24. maj i Svendborg, har 200 deltagende læger fra 24 nationer og seks kontinenter, og netop de mange internationale deltagere har stor betydning, forklarer overlægen.

– Vi tror på, at vi kan bringe antallet af for tidlige fødsler ned ved at dele vores viden. Jeg ved, at der rundt omkring i verden er forskellige tilgange, som vi kan lære af, og når vi i Odense hele tiden har tætte, internationale forskningsforbindelser, holder vi os også blandt de ypperste inden for arbejdet med at forebygge for tidlige fødsler, siger Bjarne Rønde Kristensen.

Tidlige fødsler har ikke én årsag
For tidlige fødsler har ikke en bestemt årsag, og derfor har tilgangen til forebyggelsen også mange elementer, fortæller overlægen.

– Først og fremmest handler det om at finde de kvinder, der har højere risiko for at føde for tidligt, derefter skal vi kunne screene dem for at fastslå den enkelte kvindes eksakte risiko. Så handler det om at behandle årsagen, hvis det er muligt. Nogle for tidlige fødsler skyldes en ellers ufarlig bakterie, nogle en forkortet livmoderhals, mens nogle har helt andre årsager. Jeg tror på, at kongressen kan være et skridt på vejen mod en mere systematisk, international vidensdeling, som både vil være til gavn for samfundet og for børnene og deres familier, siger Bjarne Rønde Kristensen.


Flere oplysninger:
Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, 51 40 89 16

Jan Stener Jørgensen, specialeansvarlig overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, 24 22 83 23.

Fakta:
OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus er vært for 1st European Spontaneous Preterm Birth Congress fra den 22.-24. maj på Hotel Svendborg. Der er tilmeldt 200 læger fra hele verden. 24 nationer fra seks kontinenter er repræsenteret ved kongressen.
Se www.espbc.eu

For tidlig fødsel er den betydeligste årsag til sygdom og død omkring fødselstidspunktet i den udviklede del af verden og udgør en væsentlig årsag til kroniske sygdomme og handicap med livslangt forløb. 
I 2012 blev i alt 5,4 procent af de levendefødte danske børn født for tidligt – 1,2 procent blev født før 32 uge. (Kilde: Fødselsstatistikken 2012, Statens Seruminstitut).
 


Siden er sidst opdateret: 20-08-2014 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring