Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Forskning i kræftstamceller i hjernen


Kend din forsker

BjarneWKristensen3a_450x231

Professor og overlæge Bjarne Winther Kristensen (th) og hans tværfaglige forskergruppe jagter kræftstamcellerne i hjernen, som er de kræftceller der koster flest leveår.
 

Overlæge, ph.d. Bjarne Winther Kristensen er neuropatolog, og blev den 1. marts 2014 udnævnt til klinisk professor i patologi ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet og OUH. 

Professortitlen er både en anerkendelse af Bjarne Winther Kristensens arbejde - og et skub, der giver ham bedre muligheder for at forfølge sit og afdelingens mål: At løse gåden om kræftstamcellers væsen, så det bliver muligt at stille mere præcise diagnoser og give patienterne en bedre behandling .

- Jeg blev fanget af patologispecialet allerede under min uddannelse, fordi man her kommer helt tæt på de kræftceller, det er kernen i kræftsygdommene. Vi forsker i patienternes tumorer, og det giver en værdifuld synergi mellem selve hospitalsopgaven og den forskning, jeg brænder for.

Sin unge alder til trods har 40-årige Bjarne Winther Kristensen allerede arbejdet 17 år inden for det neurofaglige område. Han fik sin ph.d.-grad to år før sin embedseksamen i medicin. 

 

Hjernekræft koster flest leveår
Bjarne Winther Kristensens primære forskning retter sig mod de sejlivede kræftstamceller i hjernen, som hvert år koster mange liv - også blandt yngre mennesker.

- Hjernekræft er den kræftform, der er årsag til flest tabte leveår for patienterne bredt set. Mange får sygdommen i en ung alder, og overlevelsesraten er lav.

- Vi kan måske fjerne det meste af kræftvævet kirurgisk, og efterbehandle med kemoterapi og stråler.

- Men kræftstamcellerne kan vi ikke ramme endnu. De er som træer - man kan ikke standse væksten ved kun at fjerne grenene.  

  traebeskaering1



Molekyler som skydeskiver for behandlingen
Bjarne Winther Kristensens forskerteam har gang i flere forskningsprojekter, som bl.a. har fokus på at finde såkaldte "skydeskiver" i tumorcellerne, så man ved at få ram på dem kan at ændre cellernes biologi.

- En af de lovende metoder er udviklet i samarbejde med det amerikanske firma Regulus, fortæller Bjarne Winther Kristensen.

- Det har vist sig, at en særlig slags mikro-RNA molekyler, der udgør en del af cellernes styresystem, kommer helt ud af kontrol i kræftcellerne. Men når vi kender deres identitet og funktion, kan vi relativt nemt designe ’hæmmere’, der pacificerer de forstyrrede molekyler. Det sker ved at sprøjte ’hæmmerne’ direkte ind i hjernetumor med en minipumpe. 


Next generation gen-analyser
- Endnu et skridt i den rigtige retning er en ny teknik, der hedder Next Generation Sequencing (NGS), fotæller Bjarne Winther Kristensen.

- Vi har netop fået apparaturet, som gør os i stand til at undersøge mange flere gener på én gang.

- Med en præcis og bred kortlægning af generne, får vi et aftryk fra kræftcellerne, som fortæller os, hvordan patientens tumor skal behandles. Svaret giver os også et fingerpeg om, hvilke patienter der konkret må forventes at få mest gavn af en given ny og lovende behandling.

- Der er ingen tvivl om, at vi også med NGS kommer tættere på at forstå om kræftstamcellernes væsen.

/Helene Dambo
Personfotos: Heidi Lundsgaard

 
 

Glimt fra Bjarne Winther Kristensens karriere

2014: Professor på Patologisk Afdeling, Klinisk Institut 
           ved Syddansk Universitet
2013: Ophold hos samarbejdspartnere på Cleveland Clinic og
            Massachusetts General Hospital 
           (universitetshospital for Harvard University). 
2013: Præsident for Scandinavian Neuropathological Society
2012: Overlæge på Afdeling for Klinisk Patologisk, SDU.
2010: Afdelingslæge på Afdeling for Klinisk Patologisk, SDU.
2002: Uddannet læge fra Syddansk Universitet
2000: Ph.d.-grad fra Syddansk Universitet


Læs om Patologisk Forskningsenhed

 

 

 


Siden er sidst opdateret: 29-04-2014 af Odense Universitetshospital.