Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Radioaktive sporstoffer viser kræft på nye måder

 
PET_CT_Lungecancer med spredning til knogler_Nuclearmedicinsk_OUH

PET/CT helkropsbillede viser patient med lungecancer og spredning til knoglerne.

 
Nuklearmedicin er et speciale i rivende udvikling. Læger og forskere udfordrer potentialet for at diagnosticere patienter ved første mistanke om kræft.

De store scannere befinder sig i kælderen på Odense Universitets- hospital. Det er en næsten symbolsk placering, for som redskab i diagnosticering og behandling af patienter er nuklearmedicin først ved at gøre sig bemærket og uundværlig.

Radioaktive sporstoffer kan bruges til at vise kræftknuder, blodpropper i hjernen, tidlig åreforkalkning, betændelse og meget andet.

- Vores vision er, at patienter i fremtiden kan blive undersøgt hos os ved den første mistanke om kræft, siger Poul Flemming Høilund-Carlsen, professor og forskningsleder på Nuklearmedicinsk Afdeling.


Bedre diagnostik
Med udviklingen af sporstoffer, der udelukkende binder sig til kræftceller, vil man med meget større sikkerhed end med anden teknik kunne lokalisere kræft hvor som helst i kroppen med en enkelt scanning.

Som det er nu vurderer man patienten klinisk, tager blodprøver, en røntgenundersøgelse eller en CT-scanning, og udfører som regel kun en PET-scanning, hvis man er i tvivl.

- Mange opfatter PET som en kostbar teknik, men PET-scanning kan potentielt fremskynde den diagnostiske proces, og derved spare penge og kostbar tid - især hvis den bliver brugt så tidligt som muligt, mener Poul Flemmimg Høilund-Carlsen.  

 

- Med projekt MIO er vi i gang med at udvikle to nye sporstoffer, der kan hjælpe os med at finde og give prognoser for udviklingen af nogle af de mest aggressive kræftformer, fortæller professor og forskningsleder Poul Flemming Høilund-Carlsen.

 

Kort om PET/CT og radioaktive sporstoffer

Region Syddanmarks Frontlinjepulje

Forskning og innovation
i Nuklearmedicinsk Afdeling, OUH.

  Poul Flemming Høilund-Carlsen



Det totale overblik
- Det giver mening at scanne ved mistanke om kræft, for vi kan se kræften og dens udbredelse i hele kroppen i én enkelt undersøgelse. Andre metoder ser kun en del af kroppen, fortæller Poul Flemming Høilund-Carlsen.

Når en patient får en kræftdiagnose, behandler man den kræft, man finder først. Det vil sige, at hvis man finder en knude i brystet, behandler man den.

- Det skal man selvfølgelig også, men det kunne jo være, at der var en endnu mere fremskreden cancer et andet sted i kroppen, som man ikke opdager. Den ser vi med vores PET-scanning.

 




Projekt MIO med støtte af Region Syddanmarks Frontlinjepulje
Nuklearmedicinsk Afdelings nyeste projekt hedder MIO - Molecular Imaging Odense. Det har fået støtte fra Region Syddanmarks Frontlinjepulje, og foregår i samarbejde med en række andre afdelinger på OUH og Syddansk Universitet.

Formålet er med PET/CT-scanninger og PET/MRI-undersøgelser at kunne tilbyde tidligere diagnostik af særligt agressive kræftformer: bryst-, lunge- og prostatakræft. Og at følge behandlingerne for tidligt at kunne se om de virker.


Lille knude - stor skade
- En lille knude, som anses for uskadelig, kan være fuld af aggressive kræftceller, som bliver patientens død. Mens en stor og konstant forstørret knude kan være helt uden aktive kræftceller, men måske give anledning til måneders behandling, som kunne være undgået, hvis man havde ladet sig vejlede af PET, siger Poul Flemming Høilund-Carlsen. 

- Med MIO-projektet vil vi udvikle to nye sporstoffer, der kan hjælpe os med at finde og give prognoser for udviklingen af nogle af de mest aggressive kræftformer.


Nuklearmedicin - i behandlingsperspektiv
- Ser vi lidt længere ud i fremtiden, kan nuklearmedicin blive en vigtig faktor til at behandle kræft og flere andre sygdomme, og ikke blot en metode til at finde dem, siger Poul Flemming Høilund-Carlsen.

- De sporstoffer, der udelukkende binder sig til kræftceller, vil med tiden måske kunne medbringe et radioaktivt stof, der dræber kræftceller.

/Marianne Lie Becker

 

 

Fakta om PET i Nuklearmedicinsk Afdeling

Afdelingen udførte i 2012 over 6.000 PET-scanninger. Antallet er steget med 15 procent hvert år siden 2006, hvor scanningerne blev indført på afdelingen.
 

 

 


Siden er sidst opdateret: 29-04-2014 af Odense Universitetshospital.