Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilDirektionpilnyhederpilFejl i it-system angav forkerte tidspunkter på prøvesvar

Fejl i it-system angav forkerte tidspunkter på prøvesvar

image7SEZ7AVQ.jpg

En fejl i et it-system, der håndterer blod- og urinprøver, kan have haft betydning for patienternes behandling. Fejlen er stoppet, og samtlige berørte afdelinger er orienteret, og de går nu i gang med at gennemgå patienters behandlingsforløb.

Fejlen opstod i forbindelse med en opdatering af systemet, og fejlen betyder, at fem procent af analyseresultaterne i perioden 12. februar 2014 til 28. februar 2014 er blevet påført et forkert tidspunkt for prøvetagning.

– Det er en rigtig træls sag, som vi skal lære af. Hændelsen viser, at vi skal være endnu bedre til at skabe finmaskede og sikre systemer, når vi laver ændringer. Det er en vedvarende proces, som vi hele tiden arbejder med, og nu vil vi tage erfaringerne fra denne hændelse med videre i det arbejde, siger Niels Nørgaard Pedersen, administrerende direktør på Sygehus Lillebælt og regional systemansvarlig for laboratorie-it-systemet.

Fejlen har ramt 22.000 prøvesvar
Det drejer sig om cirka 22.000 prøvesvar, og prøverne er taget fra cirka 15.000 patienter. For cirka 50 procent af fejlene er tidsforskellen på den korrekte og det forkert registrerede prøvetagningstidspunkt dog kun under én time. Det drejer som om prøvesvar fra somatiske såvel som psykiatriske patienter.

3.200 prøver kan have påvirkning på behandlingen
Fejlen påvirker ikke selve prøvesvaret, og prøven er blevet undersøgt rettidigt, og for langt de flestes vedkommende vil fejlen ikke have nogen betydning. Det kan dog ikke udelukkes, at et forkert angivet tidspunkt for prøvetagning kan have haft en betydning for, hvordan man har vurderet enkelte patienters tilstand. 

Det kan have betydning i et monitoreringsforløb af eksempelvis meget syge patienter. Den lægelige vurdering lyder på, at det drejer sig om cirka 3.200 prøvesvar.

– Fejlen er en understregning af, at vi hele tiden skal være opmærksomme på uregelmæssigheder, og vi skal sørge for at reagere, når der er noget, der undrer os. It-systemerne er en kæmpe hjælp i hverdagen og sikrer generelt et højt kvalitetsniveau, men vi må ikke stole blindt på dem, siger Niels Nørgaard.

Borgerne bliver informeret
I de kommende uger vil de berørte afdelinger og praktiserende læger gå tilbage og nøje undersøge journalerne og vurdere, om der er risiko for, at fejlen kan have haft betydning for enkelte patienter. Det vil ske på baggrund af en lægelig vurdering af den enkelte patient.

Patienter, som fejlen har haft betydning for, vil blive kontaktet via brev og indkaldt, hvis der er behov. Derudover får patienterne også oplyst, hvilke klagemuligheder de har.

Bekymrede patienter kan få svar på spørgsmål ved at henvende sig til den afdeling, hvor de er blevet behandlet, eller til deres egen læge, hvis de har fået foretaget prøven dér.

Af Region Syddanmark


Siden er sidst opdateret: 17-03-2014 af Odense Universitetshospital.