Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Udenlandske ph.d.-er finder til Fyn

 

Kend din forsker

Gunstige forhold og mulighed for indflydelse og udvikling trækker ph.d.-studerende fra hele verden til Syddansk Universitet. Selvom vejret kunne være meget anderledes ...

Både antallet af danske og internationale ph.d.-studerende på Klinisk Institut og Odense Universitetshospital er steget de senere år. Lige nu er der lige så mange ph.d.-projekter i gang, som der samlet set blev afsluttet i perioden fra 1997 - 2008 .

Cirka ti procent af de ph.d.-studerende ved Klinisk Institut er fra udlandet - læs mere under temaet "Bag om tallene".

 
 Sund Forskning marts 2014\Forskerspirer_450


Dygtige udlændinge
Ifølge institutleder på Klinisk Institut, Kim Brixen, har universitetet ikke en bevidst strategi for at tiltrække udlændinge.

- Vi vil altid gerne have de dygtigste, og nogle gange er de dygtigste ikke de danske studerende.

- Forholdene for ph.d.-studerende er gode i Danmark i forhold til mange andre steder. Det er med til at gøre os attraktive i udlandet, og kan lokke spændende talenter til, siger han.


Fordelagtige kontakter
Når Syddansk Universitet ansætter en ph.d.-studerende fra et andet land, bliver der samtidig skabt kontakt til det universitet, den studerende kommer fra.

- Det er inspirerende at opleve, hvordan andre forskningsmiljøer fungerer, og vi har stor nytte af at samarbejde med udenlandske universiteter, siger Kim Brixen.

- Forhåbentlig kan det også få flere af vores egne ph.d.-studerende til at rejse ud i verden.


Rekruttering på eget initiativ
Da universitetet indtil videre ikke officielt har fokus på at tiltrække udlændinge, er det op til den enkelte forskningsleder at sende følere ud over landegrænserne.

Enkelte afdelinger er begyndt at opslå ph.d.-stillinger internationalt, og andre leder bevidst efter egnede kandidater, når de er på konference i udlandet.
 



Markus List fra Tyskland og Abbas Jafari Kermani er mere eller mindre tilfældigt kommet til Syddansk Universitet. De fortæller her om, hvad de synes om at være ph.d.-studerende i Odense:
 
 

MarkusList_Tyskland_phd-SDU-OUH  

Markus List fra Tyskland.

Ph.d.-studerende i human genetik og bioinformatik.

Kom til Danmark i 2012


- Fantastisk at være ansat med fuld løn og i akademisk miljø med et fladt hierarki. Vi savner dog vores familie.


Hvorfor kom du til Danmark og Syddansk Universitet?

- Jeg arbejdede med bioinformatik i et firma i Tyskland, og kom i den forbindelse i kontakt med Syddansk Universitet via et fælles projekt. Jeg havde aldrig hørt om universitetet før, men blev tilbudt at komme herop og blive ph.d.-studerende på grund af mine evner inden for bioinformatik.

Da jeg kom for to år siden, var jeg en af de første på det felt, men siden har universitetet forsøgt at tiltrække flere.


Hvad er det bedste ved at være ph.d.-studerende i Danmark?

- Danmark er det eneste land jeg kender, hvor man som ph.d.-studerende er ansat med løn på universitetet. I Tyskland er man oftest kun ansat på 50 procent, og er nødt til at arbejde ved siden af.

- Danmark er et meget børnevenligt land, og min kone og jeg tænkte, at det var et godt sted at stifte familie. Vi har fået en datter, mens vi har boet her.

 - Vi har begge været glade for at gå på sprogkursus, som var gratis for os. Andre steder vil man også gerne tiltrække og integrere international arbejdskraft, gør man ikke noget for at hjælpe.

 - Det flade hierarki i det akademiske miljø er stimulerende. Man kan få lov til at bidrage og få indflydelse. I Tyskland er der tit meget længere fra top til bund.

 
Hvad er ulemperne?

- Min kone har ikke kunnet få arbejde, så vi er nødt til at overveje at tage tilbage til Tyskland. Desuden savner vi vores familier, især bedsteforældrene, som gerne vil se vores datter noget mere.


Hvor ser du dig selv i fremtiden?

- Vi har ikke besluttet os endnu, men familien og de høje lønninger i den private sektor i Tyskland trækker. Så måske rejser vi hjem igen.

 




 Sund Forskning marts 2014\Internat ph.d\AbbasJafariKermani_Iran_phd_SDU_OUH  

Abbas Jafari Kermani fra Iran.

Ph.d.-studerende i molekylærbiologi 2009-2012. Nu ansat i  Klinisk Endokronologisk Forskningsenhed (KMEB).


- For lidt sol, men masser af andre goder. Vi er meget glade for Danmark. Så det er bestemt en mulighed, at vi bliver her på længere sigt.


Hvorfor kom du til Danmark og Syddansk Universitet?

- Jeg mødte Moustapha Kassem på en konference i Iran. Han er berømt for sit arbejde med stamceller, og jeg ville vældig gerne arbejde sammen med ham. Jeg havde aldrig været uden for Iran, før jeg kom til Danmark, så det var en stor omvæltning. Men jeg var sikker på, at det ville gavne min karriere.


Hvad er det bedste ved at være ph.d.-studerende i Danmark?

- Der er meget lighed i samfundet. Jeg synes det er godt, at der ikke er så mange niveauer. Og det er ikke titlerne, der giver prestigen.

- Ledelsen er til stede og tilgængelig for at hjælpe og finde løsninger. I Iran er chefer ikke nogen, man sådan lige kan komme i kontakt med.

- Mine kolleger i KMEB er fra mange forskellige lande, og hver måned holder vi et arrangement med oplæg om og mad fra en kollegas hjemland. Det er en fantastisk mulighed for at lære om forskellige kulturer og traditioner fra hele verden.


Hvad er ulemperne?

- Vejret. Jeg synes her er for lidt sol, og for meget mørke om vinteren.

- Sproget er også en ulempe. Det er mit indtryk, at de andre danske universiteter er bedre til at kommunikere på engelsk.


 Hvor ser du dig selv i fremtiden?

- Verden er min arbejdsplads og jeg vil gerne have en post. doc. stilling uden for Europa. Men min hustru er ph.d.-studerende på DTU i København, og vi er meget glade for Danmark. Så det er bestemt en mulighed, at vi bliver her på længere sigt.


/Marianne Lie Becker

 

 

 

 
 
  
  
 

Siden er sidst opdateret: 17-03-2014 af Odense Universitetshospital.