Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Rullende intensivafdeling redder børneliv

Babyambulance indefra 400p.jpg

Babyambulancen er indrettet som en intensivafdeling med en speciel kuvøse, ilt, respirator og alt andet nødvendigt udstyr.


60-70 gange om året skal en lille nyfødt og kritisk syg baby bringes til OUH fra et andet sygehus. Det sker i en specialbygget ambulance bemandet med specialister fra hospitalet, og den tidlige indsats redder liv.

Hvert minut tæller for barn og forældre, når katastrofen indtræffer; den nyfødte er kommet til verden med f.eks. en alvorlig misdannelse, har manglet ilt under fødslen, er født meget for tidligt eller kan ikke omstille sig til livet uden for livmoderen. Det er specielle tilstande, som ganske vist er relativt sjældne, men som til gengæld kræver lynhurtig behandling.

En af Region Syddanmarks ambulancer er indrettet specielt med henblik på dette. Den fungerer som en aktiv, intensiv afdeling og er bemandet med børneanæstesilæger og neonatologer fra OUH. Daglig leder af transportfunktionen, overlæge Tom G. Hansen fra Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling V på OUH, er en af dem.

Behandling undervejs
– Vores indsats går i gang på det sygehus, hvor barnet er født. Vi stabiliserer det og kører i det øjeblik, barnets tilstand tillader det. Ambulancen er beskyttet, så den specielle kuvøse står sikkert, samtidig med at vi har plads til at arbejde med barnet, fortæller han.

Den lille mobile afdeling er udstyret med ilt og respirator og alt andet nødvendigt udstyr, der hjælper og støtter organerne på forskellig vis.

– Undervejs foretager vi alle relevante målinger og er i løbende kontakt med Børneintensivafdelingen, så de er parate til at sætte ind, straks vi ankommer til OUH. Det er vigtigt, at vi i så kritisk en situation har præcis det personale til rådighed, som er bedst rustede til opgaven, fortsætter han. 

Snart også til større børn
Indsatsen har afgørende betydning for, hvordan det nyfødte barn klarer sig videre i livet. Udstyret i ambulancen er dog udelukkende beregnet til nyfødte, der kan ligge i en kuvøse.

– Desværre rammes større småbørn også af trafikulykker eller sygdomme, der kræver en akut indsats. Vi har omkring 25 børn om året, der kræver hurtig og intensiv behandling, og som derfor hurtigt skal transporteres til OUH fra et lokalt sygehus, forklarer Tom G. Hansen.

Derfor er et nyt initiativ kørt i stilling, der breder patientsikkerheden ud, så også de større børn får optimale betingelser for en god prognose.
– Den respirator, vi har på udstyret nu, rækker kun til spædbørn. Derfor har vi søgt penge til nye respiratorer, lige som vi skal nytænke ambulancens indretning, så der bliver plads til en rigtig seng. Efter alt at dømme kommer vi på vejene allerede her i foråret, slutter Tom G. Hansen.

Babyambulance.jpg

Fald og stigning
Antallet af børn med misdannelser er faldende, fordi gravide fravælger at føde dem. Til gengæld er der et stigende antal børn, der fødes for tidligt.

 

Af journalist Helene Dambo


Siden er sidst opdateret: 19-02-2014 af Odense Universitetshospital.