Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilNyhederpilAfdeling D skaffer stor kongres til Odense

Afdeling D skaffer stor kongres til Odense

NFOG-Kongres til Afd D.JPG

Bjarne Rønde Kristensen (th) fra Afdeling D har skaffet en stor international kongres til Odense i samarbejde med bl.a. Inspiring Denmark. Til venstre ses convention manager hos Inspiring Denmark, Diana Andersen.


Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D har i samarbejde med flere partnere sikret, at den store internationale videnskongres NFOG kommer til Odense i 2018. Kongressen får deltagelse af op mod 1000 læger, forskere og videnskabsfolk fra hele kloden.

Der bliver ikke tale om en traditionel kongres, hvor deltagerne i NFOG – der står for Nordic Federation of Societies of Obstetrics and Gynecology (Nordisk Forening for Obstetrik og Gynækologi) – murer sig inde i konferencesalene i Det Ny Musikhus.

– Vi går nemlig helt nye veje og ønsker at inddrage hele byen i kongressen med foredrag, spørgetid og events på biblioteker, i det åbne byrum og på museer i samarbejde med relevante patientforeninger samt Odense Kommune. Emner som sexologi, fødsler, underlivssygdomme, fertilitet og inkontinens har så bred en interesse for kvinder, at jeg synes, det vil være spændende at inddrage alle dem, det drejer sig om – og ikke kun kongres-deltagerne, siger Bjarne Rønde Kristensen, der er ledende overlæge ved Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D på OUH.

Vil være førende
Da Bjarne Rønde Kristensen i 2009 blev ansat som ledende overlæg på OUH var et af hans mål at gøre afdelingen til en af de førende gynækologisk-obstetriske afdelinger – ikke blot i Danmark, men også internationalt. Derfor satsede han fra dag ét på at skabe muligheder for at rekruttere og fastholde medarbejdere på alle niveauer og at sikre plads til videreuddannelse og kvalitetsudvikling.

Det er blandt andet sket ved at være initiativtager til en række internationale konferencer i Region Syddanmark med baggrund i jobbet på OUH. NFOG-kongressen er således hans sjette på blot syv år inden for hans speciale. Næste år er han også med i ledelsen af 1 European Congress on Spontaneous Preterm Birth (ESPBC) and 2 PREBIC Satellite Symposium i Svendborg, og i 2015 i en endoskopisk kongres (om kikkertkirugi ) på Hindsgavl Slot i Middelfart. Og han ser internationale kongresser som helt nødvendige, hvis der skal ske udvikling og vækst i fremtiden.

– Hvis OUH og Syddansk Universitet fremover skal tiltrække de bedste kræfter inden for både det kliniske og det videnskabelige arbejde, er det helt nødvendigt at skabe et globalt netværk. Hvis vi ikke er med i det samarbejde, kommer vi bagud på point, og derfor er det meget vigtigt at skabe internationale relationer verden over. Til glæde for vores egne medarbejdere og ikke mindst til gavn for vores patienter og regionen i fremtiden, siger Bjarne Rønde Kristensen.

Inspiring Denmark giver uundværlig hjælp
Ifølge Bjarne Rønde Kristensen kunne alle disse kongresser ikke lade sig gøre uden Inspiring Denmarks hjælp. INSP, der er regionens erhvervsturismeselskab, har til formål at styrke erhvervsturismen og vidensvæksten i Region Syddanmark, og de hjælper med at opbygge hele set-uppet til de internationale konferencer.

– De sørger for kontakter til relevante myndigheder og hjælper os på vej med det nødvendige budmateriale, der skal til for at vinde konkurrencen om internationale kongresser – en hel nødvendig hjælp, som ikke koster os en krone. Det er en fantastisk og helt uundværlig service at have i baghånden, når man gerne vil arrangere en stor kongres, siger Bjarne Rønde Kristensen.

Kongresser som NFOG betyder nemlig også erhvervsfremme i regionen. De skaber en omsætning – både på kongresstedet og på hoteller, på restauranter og i byens butikker.

– Det betyder arbejde til flere i bl.a. serviceindustrien, og den tre dage lange NFOG-kongres ventes således at medføre en meromsætning i Odense på omkring ni millioner kroner, siger convention manager hos Inspiring Denmark, Diana Andersen.

Opbakning vigtig
Bjarne Rønde Kristensen glæder sig desuden over stærk opbakning til kongresideerne fra direktionen på OUH. Også den kommunale opbakning er meget vigtig.

– Internationale kongresser spiller en stadig vigtigere rolle for vækstdagsordenen. De kan bruges til strategisk at sætte fokus på prioriterede indsatsområder, og de bidrager både økonomisk og profileringsmæssigt til at styrke Fyns og Syddanmarks internationale position. Desuden er de et globalt udstillingsvindue for fynske og syddanske forskningsresultater og virksomhedernes innovative produkter og services, siger han.


Siden er sidst opdateret: 10-12-2013 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring