Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Patienter kan brevstemme på OUH

Valglokale for indlagte patienter 2013.JPG

Du behøver ikke at blive sofavælger til kommunal- og regionsrådsvalget den 19. november, fordi du er sengeliggende på OUH.


Indlagte patienter har nemlig mulighed for at brevstemme på hospitalet. Tilbuddet gælder også for patienter, der sandsynligvis er udskrevet på valgdagen, samt for indlagte raske ledsagere.

Brevstem i forhallen i Odense
Der er indrettet et brev-afstemningssted i forhallen på OUH i Odense til de patienter, der har mulighed for at stå ud af sengen. Afstemningsstedet åbnede 29. oktober og holder åbent alle hverdage kl. 9-12 samt lørdag den 16. november kl. 9-12, hvor der er sidste frist for at brevstemme.

Alle patienter, der ønsker at brevstemme i forhallen, skal medbringe en seddel fra afdelingssygeplejersken på deres afdeling med navn, adresse og cpr.nr. Sedlen skal bruges som dokumentation for, at man er indlagt på OUH.

Stem i sengen 14. november
De patienter, der ikke kan komme ud af sengen for at stemme i forhallen i Odense, eller som er indlagt i Svendborg, har mulighed for at afgive deres stemme i sengen torsdag den 14. november kl. 9-15. Det er særligt udpeget personale fra sygehuset, der kommer rundt på afdelingerne og modtager brevstemmerne fra de sengeliggende patienter.

Hvis man ønsker at benytte dette tilbud, skal man give besked på sin afdeling. Også her skal man have en seddel fra afdelingssygeplejersken, hvor der står navn, adresse og cpr.nr. på den stemmeberettigede.

Ekstra runde 15. og 16.
Fredag den 15. og lørdag den 16. november kl. 9-12 har afdelingerne desuden mulighed for at sende bud efter valg-personalet til at modtage brevstemmer fra de sengeliggende patienter, der ikke havde mulighed for at stemme den 14. november eller at komme ned i forhallen i Odense.

Personalet på hospitalet skal sørge for, at alle indlagte patienter i perioden fra tirsdag den 29. oktober og frem til lørdag den 16. november kl. 12, der er stemmeberettigede til valget, bliver orienterede om muligheden for at brevstemme på hospitalet.

Efter 16. november kl. 12
Lørdag den 16. november kl. 12 er som sagt sidste frist for at brevstemme til valget den 19. november. Alle patienter har naturligvis ret til at tage til eget afstemningslokale på selve valgdagen, hvis lægen skønner, at de er i stand til det. Afdelingerne kan hjælpe med at tilrettelægge befordringen, men patienterne skal selv betale alle udgifter.

Vær opmærksom på:

  • Kun indlagte patienter samt indlagte raske ledsagere kan brevstemme på hospitalet
  • Der skal ikke bruges valgkort, når man brevstemmer

Har du spørgsmål i forbindelse med brevafstemningen på OUH skal du henvende dig til afdelingssygeplejersken på din afdeling.

 

Af kommunikationskonsulent Ane Bjerg Rasmussen


Siden er sidst opdateret: 01-10-2015 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring