Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

International topforsker i stamceller og proteinanalyse


Topforsker fra Australien er udnævnt til gæsteprofessor ved OUH/SDU og skal styrke forskningen i stamceller og proteinanalyse


Marc Wilkins - ny adjungeret professor ved SDU-OUH
   

Syddansk Universitet har netop udnævnt Marc Wilkins som adjungeret professor ved SDU/OUH. Marc Wilkins arbejder til dagligt på Universitet i New South Wales i Sydney.

Der er tale om en ærestitel, som typisk tildeles udenlandske professorer med specielle kvalifikationer, der i særlig grad bidrager til det lokale forskningsmiljø.

Udnævnelsen sker for at styrke samarbejdet med Klinik for Molekylær Endokrinologisk Behandling (KMEB) ved OUH, som især arbejder med stamcelleforskning.


 Vi er meget stolte over, at en kapacitet som Marc Wilkins vil bidrage til forskningen i Odense, siger institutleder Kim Brixen, Klinisk Institut ved SDU.

 Vi har i forvejen et stærkt miljø inden for området, men internationalt samarbejde er alfa og omega i den moderne forskningsverden, og vi arbejder i disse år systematisk på at udvide vores internationale netværk.


Fokus på komplekse biologiske sammenhænge
Marc Wilkins’ arbejdsområde er noget så avanceret som systembiologi og proteome-analyse  henholdsvis studiet af komplekse, biologiske sammenhænge og studiet af proteinsammensætningen af fx blod- eller celleprøver.

 Disse kvalifikationer er et vigtigt bidrag til vores videre arbejde med at udvikle stamceller, der kan bruges i behandling af fx knoglevæv og brusk, siger professor Moustapha Kassem, der leder KMEB. Han fortsætter:

 Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde i Marc Wilkins’ laboratorium igennem et år, hvor jeg havde orlov fra OUH, og det har lært mig utroligt meget inden for systembiologi. Marc er anset som den bedste forsker i det felt i Australien.

Proteinanalyser - og Phd-studerende
Marc Wilkins vil besøge Danmark to  tre gange årligt og bl.a. bidrage med vejledning af lokale ph.d.-studerende.

Samarbejdet vil desuden styrke OUH og SDU’s fælles Center for Klinisk Proteome Analyse. Dette center blev oprettet i 2011 og  arbejder med at karakterisere de mange tusinde proteiner, der findes i en celle, og hvorledes disse proteiner ændres i forbindelse med sygdomme.

 Forskningsfeltet ”proteome analyse” handler om at skabe det samlede overblik over ændringerne i dette komplekse landskab af proteiner . Det kræver avancerede computerprogrammer og modeller, og her er et af redskaberne systembiologi, siger Moustapha Kassem.

Professor Marc Wilkins er en af verdens førende eksperter inden for området – faktisk opfandt han begrebet ”proteom” og var medforfatter til den første bog om emnet, der udkom i 1997.  Marc Wilkins har publiceret flere end 130 videnskabelige artikler og leder Australiens førende gruppe inden for feltet.

Læs evt. mere om professor Marc Wilkins arbejde:

 
v. Tomas Homburg


Siden er sidst opdateret: 06-11-2014 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring