Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Ny professor skal styrke kræftforskningen

Christian Godballe

Specialeansvarlig overlæge, ph.d. Christian Godballe er fra 1. juli ansat som klinisk professor med særlige opgaver i hoved-halskræft ved Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling F, OUH og Klinisk Institut, SDU.

Christian Godballe har i en årrække forsket inden for hoved-halskræft og andre områder inden for det hoved-halskirurgiske område.
Han har i sit hidtidige forskningsforløb været primus motor for etablering af flere regionale og nationale forskningsdatabaser inden for hoved-halskræft og halskirurgi.

Hvad skal du lave?
”På OUH har man lavet et nyt center for diagnostik og behandling af hoved- halskræft. Centeret har længe fungeret som murtensløst center, men nu får vi snart tag over hovedet. Jeg er med til at opbygge centeret, hvor vi vil fremme forskningen på området.
Nyere forskning inden for hoved-halskræft viser, at hurtig og korrekt behandling er afgørende for prognosen og her kan centeret gøre en afgørende forskel.”

 Hvordan adskiller din nye stilling sig fra din tidligere?
”Det er en styrkelse af forskningsenheden, at vi har fået et professorat. Vi har brugt fem år på at bygge enheden op og gennem forskning kan vi finde måder at tilpasse behandlingen bedst muligt til den enkelte patient for at opnå maksimal effekt med så få behandlingsrelaterede gener som muligt.
Jeg ser frem til at kunne fordybe mig endnu mere i den tværfaglige kræftforskning, hvor vi har mange dygtige samarbejdspartnere her på SDU/OUH.”

Har I nogle spændende projekter i gang?
”Vi har en masse gode forskningsprojekter på banen, både igangværende og kommende. Mulighederne for databaserelateret forskning er særdeles gunstige i Danmark og resultaterne fra de etablerede databaser giver os vigtig viden, som vi kan anvende i den fremtidige behandlingsstrategi.
Blandt de kommende projekter kan jeg nævne, at vi vil undersøge værdien af en PET/CT scanning ved mistanke om hoved-halskræft og vores Ph.D. Stefano Londero har netop fået publiceret sit projekt om kræft i skjoldbruskkirtlen. Her har han gjort spændende fund, som vi kan forskere videre på.”

Christian Godballe har været tilknyttet Odense Universitetshospital siden 1988, hvor han fik sin lægeeksamen fra Syddansk Universitet. I 1998 opnåede han en ph.d.-grad og fra 2008 til 2013 har han været ansat i en kombinationsstilling som forskningslektor og specialeansvarlig overlæge.
Christian Godballe fungerer som vejleder for flere ph.d.-projekter og har en videnskabelig produktion på 58 publikationer i internationale og nationale videnskabelige tidsskrifter bag sig.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Siden er sidst opdateret: 25-09-2013 af Odense Universitetshospital.