Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Første spadestik til fem-etagers parkeringshus

Parkeringshuset giver patienter, pårørende og ansatte på Svendborg Sygehus 283 nye parkeringspladser.

OUH-nyt uge 25 2012\Svendborg - parkeringshus\532_Carl_Holst_400x266px.jpg

Den 18. juni tog regionsrådsformand Carl Holst (V) det første spadestik til det, der om godt seks måneder skal blive til det nye parkeringshus ved Svendborg Sygehus. 


Flere patienter, men et uændret antal parkeringspladser, har gjort det vanskeligt at finde en ledig parkeringsplads ved Svendborg Sygehus. Men personalets, patienternes og de pårørendes besvær med at komme af med bilen skulle gerne forsvinde 15. januar 2013. For i de kommende måneder vil Region Syddanmark opføre et nyt parkeringshus med 283 nye pladser.

- Det nye parkeringshus skal være med til at sikre, at patienter og pårørende ikke skal bruge energien på at lede efter en p-plads, men kan bruge deres gode energi på deres ærinde på sygehuset. At der er parkeringsmuligheder for alle er en del af den gode patientoplevelse, vi gerne vil give både patienter og pårørende på OUH Svendborg Sygehus, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V).

- Ud over parkeringshuset vil vi samtidig etablere en række nye handicappladser ved hovedindgangen til sygehuset, så der i alt bliver plads til 960 biler omkring Svendborg Sygehus.

Også administrerende Sygehusdirektør Jane Kraglund var glad for den store udvidelse i parkeringsmuligheder, der ligger i lige linje med den stigning i patienter, der strømmer til Svendborg Sygehus i fremtiden:

- Med p-huset foregriber vi det stigende antal patienter, der ledes videre mod Svendborg Sygehus i fremtiden. Der er allerede et markant pres på parkeringsfaciliteterne her på Svendborg Sygehus, og derfor er det indlysende, at parkeringsmulighederne skal forbedres, sagde Jane Kraglund.

Lidt forsinket
Det har taget lidt længere tid at komme i gang med byggeriet end planlagt. Byggeriet skulle været påbegyndt i februar 2012, så det kunne stå færdigt i oktober i år. Men ved licitationen tidligere på året måtte Region Syddanmark erkende, at de 27 millioner, der var afsat til projektet, ikke rakte til at etablere 300 nye p-pladser.

Derfor blev entreprenørerne i stedet bedt om at byde på, hvor mange p-pladser, der kunne laves for 27 millioner kroner.
Det blev Odense-firmaet 5E Byg, der kom tættest på med 283 p-pladser.

Det er i øvrigt det samme firma, der har stået for at opføre parkeringshusene ved sygehusene i Esbjerg, Vejle, Odense og Aabenraa.

Parkering i etager
Der er ikke meget plads omkring Svendborg Sygehus, der er omgivet af jernbane og en kirkegård. Det nye parkeringshus, der bliver placeret foran Psykiatrisk Afdeling, bliver derfor bygget i højden med 10 parkeringsniveauer fordelt på fem etager.

Baggrunden for beslutningen om at investere 27 millioner kroner i det nye parkeringshus er blandt andet, at lukningen af Faaborg Sygehus har flyttet 25.000 ambulante besøg og operationer til OUH Svendborg Sygehus. Desuden vil den planlagte flytning af hjerneskade-genoptræningen fra Ringe til OUH Svendborg Sygehus udløse et behov for yderligere 75 p-pladser.

Fakta
Parkeringshuset er tegnet af det jyske arkitektfirma Årstiderne, og Rambøll skal være rådgivende ingeniører. Parkeringshuset bliver 52 gange 40 meter i grundplan og får en samlet højde på 17 meter.

Der er allerede p-huse i Vejle, Esbjerg, Odense og Aabenraa. Det sidste blev der blev indviet den 22. maj i år, så p-huset i Svendborg bliver det femte i rækken af sygehus-p-huse, som regionen har bygget inden for de senere år.

I den tid, byggeriet står på, har Region Syddanmark lejet 120 p-pladser af Svendborg Kommune til de ansatte på Sygehuset.
 

 

 


Siden er sidst opdateret: 26-06-2012 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring