Ledende overlæge, dr.med. Arne Høst, H.C. Andersen Børnehospital på OUH, har modtaget en flot anerkendelse for sit mangeårige arbejde inden for allergi og klinisk immunologi. Det er EAACI – Det Europæiske Akademi for allergi og klinisk immunologi – der har tildelt Arne Høst prisen, som er akademiets højeste udmærkelse.
Arne Høst tildeles prisen for sin indsats inden for behandling og forebyggelse af allergiske sygdomme hos børn.
Arne Høst er leder af landets eneste egentlige børnehospital og en af Danmarks fremmeste eksperter i allergi og astma hos børn og unge.
Posten som ledende overlæge for børneafdelingen og siden børnehospitalet på OUH har Arne Høst bestridt siden 1993. Men der har alligevel sideløbende været tid til både at skrive og forsvare en doktordisputats (Cow’s Milk Protein Allergy and Intolerance in Infancy), til at tage initiativ til flere store undersøgelser af forebyggelse af allergi hos børn og til at være klinisk lektor ved Syddansk Universitet.
Arne Høst har haft en række tillidsposter i dansk og europæisk sammenhæng. Han har været præsident for det europæiske selskab for allergi hos børn, og han var fra 2002 til 2005 formand for Dansk Pædiatrisk Selskab (pædiatri er studiet af børnesygdomme).
Desuden er Arne Høst kendt fra medierne for sin let forståelige formidling af viden om astma og allergi og for at være en drivende kraft bag udviklingen af børnehospitalstankegangen – et arbejde, der resulterede i indvielsen af H.C. Andersen Børnehospital på OUH i 2008.
Arne Høst modtager prisen under EAACI’s årlige kongres, som finder sted i Geneve fra den 16. til den 18. juni.
EAACI – Det Europæiske Akademi for allergi og klinisk immunologi – er virksom inden for fx astma, høfeber, eksem, erhvervsmæssig allergi, fødevare- og lægemiddelallergi og anafylaxi (allergisk chok). EAACI blev grundlagt i 1956 og er blevet den største lægefaglige organisation inden for allergi og klinisk immunologi. EAACI har 6100 medlemmer i 107 lande.
Mere information
Ledende overlæge Arne Høst, 21 49 59 22
Direktør Judith Mølgaard, 21 79 25 96.
Ledende overlæge, dr.med. Arne Høst