Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk

Søvnapnø

Forskning på Kæbekirurgisk Afdeling: Snorkeskinner har været oversete i behandlingen af søvnapnø i Danmark. Det kan et forskningsprojekt på OUH vende op og ned på.

Øget livskvalitet med snorkeskinne\DSC_0172_400x266.jpg

Ledende Overtandlæge Torben Thygesen (th.) har været vejleder for tandlæge Lillian Marcussen i hendes forskningsprojekt om snorkeskinner.


125.000 danskere lider mere eller mindre af søvnapnø, men kun 25.000 af dem er i behandling, selvom lidelsen ofte har en markant negativ effekt på patienternes helbredstilstand og livskvalitet.

Danmark er nemlig bagud i behandlingen af apnøikere sammenlignet med for eksempel nabolandet Sverige. Hvis en svensk patients søvnapnø kan behandles med snorkeskinne, tilbydes denne behandling gratis i modsætning til i Danmark.

Snorkeskinner virker

– Der har ikke tidligere rigtigt været tradition for behandling med snorkeskinne herhjemme, selvom der er international dokumentation for, at skinnen har en særdeles positiv effekt på flere typer patienter med søvnapnø, siger tandlæge Lillian Marcussen, Kæbekirurgisk Afdeling på OUH.

Hun vil i løbet af de næste par måneder lægge sidste hånd på et forskningsprojekt, som hun vurderer kan være med til at give snorkeskinnen en større udbredelse.

De foreløbige erfaringer fra forskningsprojektet på Kæbekirurgisk Afdeling antyder, at behandling med snorkeskinne ikke bare har en positiv effekt på søvnapnø, men også forbedrer diabetikeres blodsukkerniveau (hHbA1c-værdier) og virker sænkende på for højt blodtryk.

Søvnapnø som sygdomsmarkør

Lillian Marcussen har arbejdet med snorkeprojektet siden 2010 for at beskrive og dokumentere, hvordan afdelingens behandling med snorkeskinner påvirker patienternes livskvalitet. Samtidig skal projektet belyse de praktiske erfaringer med søvnapnø som en sygdomsmarkør for andre lidelser; for eksempel diabetes 2.

– Livsstil og søvnapnø kører ofte i en ond cirkel. Vores tese er, at søvnapnøen øger risikoen for overvægt, fordi den gør én træt og uoplagt, så man er mere tilbøjelig til at køre chokolade og andre søde sager ind for at blive kvikket op. Det øger risikoen for diabetes med den bivirkning, at søvnapnøen forværres yderligere, siger Lillian Marcussen.

Hun tilføjer, at snorkeskinnen ikke har lige stor effekt på alle patienter med apnø, men at forskningsprojektet gerne skulle dokumentere, hvilke grupper der har mest gavn af behandlingen. Hun understreger, at OUH kun behandler snorken med negative helbredsmæssige konsekvenser og ikke såkaldt ”social snorken”, der primært er til gene for den snorkendes familie og ikke for den snorkende selv.

Samarbejde på tværs af specialer

Lillian Marcussen gennemfører sit forskningsprojekt med overtandlæge Torben Thygesen, Kæbekirurgisk Afdeling OUH, som projektvejleder.

Han vurderer, at brugen af snorkeskinne skal ses som et supplement til andre typer behandling.

– Søvnapnø indgår ofte i et konglomerat af andre lidelser såsom diabetes, overvægt, søvnforstyrrelser og for højt blodtryk. Derfor kan behandling med snorkeskinne sjældent stå alene, og vi arbejder da også tæt sammen på tværs af specialer med lungemedicinere og endokrinologer, siger Torben Thygesen.

Både Torben Thygesen og Lillian Marcussen håber, at forskningsprojektet på Kæbekirurgisk Afdeling kan være med til at udbrede snorkeskinnen i behandlingen af søvnapnø i Danmark.

Stor interesse blandt praktiserende tandlæger

Der har i det seneste par år allerede været en stærkt voksende interesse blandt praktiserende tandlæger for snorkeskinnen, efter at Lillian Marcussen i 2010 sammen med Torben Thygesen og Jan Erik Henriksen som medforfattere publicerede en artikel i Tandlægebladet om forskningsprojektet på OUH.
Det har bl.a. medført, at Lillian Marcussen har haft over hundrede tandlæger på kursus i fremstilling af snorkeskinner og diagnostik af følgesygdomme i forbindelse med søvnapnø.

De praktiserende tandlægers interesse for snorkeskinner og søvnapnø kan ifølge Lillian Marcussen og Torben Thygesen vise sig at blive en sundhedspolitisk gevinst.

– Folk går regelmæssigt til kontrol hos tandlægen, selv om de ikke føler sig syge, og det betyder, at tandlæger med fokus på søvnapnø kan opfange symptomer på livsstilssygdomme meget tidligt, konstaterer Lillian Marcussen.

I forbindelse med Lillian Marcussens forskningsprojekt er der nedsat en projektgruppe med repræsentanter fra Kæbekirurgisk Afdeling, Endokrinologisk Afdeling M og Lungemedicinsk Afdeling J på OUH samt Tandlægeskolen i Aarhus.

Øget livskvalitet med snorkeskinne\DSC_0175_400x509.jpg

Tandlæge Lillian Marcussen med snorkeskinne på gipsafstøbning af patients tandsæt.


Siden er sidst opdateret: 04-02-2015 af Odense Universitetshospital.