Når NYT OUH står færdig i 2021 vil akutfunktionen for fynske og højt specialiserede patienter i øvrigt blive samlet her
Det har betydning for Svendborg Sygehus. Derfor er det nødvendigt allerede nu at sikre fremtiden for sygehuset, så det kan fortsætte som en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække dygtige medarbejdere, og som kan udvikle sig fagligt sammen med Odense Universitetshospital
For Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus er og skal fortsat være hinandens forudsætninger. Funktioner der findes på begge sygehuse skal udvikles i et samarbejde.
I Svendborg skal sygehuset også efter 2021 være det medicinske og geriatriske sygehus for syd- og midtfynboer.
Desuden bliver Svendborg fra 2021 også hjemsted for et elektivt kirurgisk center, dagkirurgiske funktioner, samt en døgnåben skadestuefunktion med back-up fra en læge.
Det kirurgiske område vil omfatte gynækologi, ortopædkirurgi, kirurgi, urologi samt øre-næse-hals området. Det vil sige de funktioner, der i dag er til stede på sygehuset.
Hvilke operationer, der konkret skal udføres i Svendborg, skal afklares i de kommende år. Men sygehuset vil komme til at udføre operationer både på sydfynboer og på patienter fra resten af OUH’s optageområde.
Samlingen af alle akutte patienter på Nyt OUH vil dog betyde, at op til halvdelen af den nuværende aktivitet i en række kirurgiske specialer vil flytte til Odense.
Der er derfor særlig fokus på at sikre bæredygtigheden af de tilbageværende kirurgiske funktioner - både i relation til rekruttering af medarbejdere og til faglig udvikling og forskning. Derfor vil OUH’s direktion allerede nu skabe den nødvendige organisatoriske ramme for kirurgien i Svendborg. Konkret betyder det, at der i løbet af 2. halvår vil blive etableret fælles kirurgiske ledelser på tværs af sygehusene i Odense og Svendborg.
På det medicinske og geriatriske område lægger OUH ikke op til organisatoriske ændringer, og det er heller ikke tilfældet på de tværgående kliniske afdelinger (dog med undtagelse af Patologisk Institut, hvor der allerede nu er en vis arbejdsdeling mellem Odense og Svendborg)
Den fælles akutmodtagelse i Svendborg fortsætter indtil 2021. Derefter er det hensigten at omdanne funktionen til en visiteret modtagefunktion på det akutte medicinske og geriatriske område.
Planerne for fremtiden for Svendborg Sygehus kommer den 19. marts ud i en intern høring i samarbejdsudvalgene på OUH. Derefter vil regionsrådet i Region Syddanmark på sit møde i juni drøfte de fremtidige rammer for Svendborg Sygehus.
Det endelige forslag til en generalplan for Svendborg Sygehus vil blive forelagt for regionsrådet i efteråret 2012.
Yderligere oplysninger fås hos:
Administrerende direktør Jane Kraglund, mobil 28 99 32 40.>
Direktør Peter Fosgrau, mobil 26 29 07 98.>