Presse
PRESSEMEDDELELSER udsendt fra OUH
Udbrud af smitsom tarmbakterie på Odense Universitetshospital
Fire patienter på Geriatrisk Afdeling er ramt af en særlig variant af Clostridium difficile, der kan give svær diare. Patienterne får den specialistbehandling, de har behov for.
Udbruddet kommer, netop som afdelingen var ved at inddæmme sidste uges udbrud af norovirus, og afdelingen har lukket for indtag af patienter.
Clostridium difficileer en bakterie, der findes naturligt i tarmen hos mennesker. Den kan give diare hos patienter på hospitaler og plejehjem, især når patienterne er behandlet med bredspektrede antibiotika.
Clostridium difficileribotype 027 (CD027) er en særlig variant af Clostridium difficile. Den er meget smitsom, kan give svær diare og medføre større sygelighed og dødelighed end andre varianter. Infektionen kræver desuden længerevarende antibiotisk behandling.
Patienter isoleret
Derfor har OUH igangsat tiltag, der bl.a. omfatter isolation af de ramte patienter, skærpede hygiejniske forholdsregler samt stop for indlæggelse på den berørte afdeling.
Afdelingen vil blive hovedrengjort, og samtlige rum grundigt desinficeret. Clostridium difficile er en sporedannende bakterie, som er svær at fjerne med almindelig rengøring. Den er resistent over for alkohol og har en evne til at overleve i omgivelserne.
Vand og sæbe kan reducere, men ikke fjerne bakterien. Derfor er det i særlige udbrudstilfælde nødvendigt at anvende andre desinfektionsmidler, fx klorholdige midler.
Udbruddet af Clostridium difficile på Geriatrisk Afdeling G har ingen indflydelse på behandlingen af patienter på resten af hospitalet, men OUH’s Hygiejneorganisation har på hele hospitalet henledt opmærksomheden de generelle infektionshygiejniske forholdsregler.
Mere information
Overlæge Hans Jørn Kolmos, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, 65 41 47 95, eller 40 75 46 26
Ledende overlæge Lars Matzen, Geriatrisk Afdeling G, 21 84 92 97.