FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk

Habilitetspolitik 2011

Habilitetspolitik for medlemmer af Lægemiddelkomitéen ved OUH
Lovmæssigt grundlag for tilknytning til en lægemiddelvirksomhed for sundhedspersoner
  •Tilknytning til lægemiddelvirksomhed
  •Sponsorater
  •Etisk nævn for Lægemiddelindustrien
Inhabilitet ifølge Forvaltningsloven - administrativt personale

Habilitetspolitik for medlemmer af Lægemiddelkomitéen ved OUH

Lægemiddelkomitéen ved OUH ønsker åbenhed omkring medlemmernes tilknytning til lægemiddelindustrien.
Lægemiddelkomitéen har derfor vedtaget denne habilitetspolitik, som alle medlemmer forventes at efterleve. Dette gælder både sundhedspersoner* og administrativt personale i Lægemiddelkomitéen.

Medlemmer af Lægemiddelkomitéen forpligter sig til at:

► Udfylde habilitetserklæringen som findes i bilag 1.
► Habilitetserklæringen opbevares af Lægemiddelkomitéens sekretariat efter udfyldelse og
    opdateres af medlemmet, hvis der sker ændringer.
► Løbende at orientere formanden og sekretariatet ved deltagelse i sponserede kongresrejser.
► Henvise til sekretariatet, hvis de kontaktes af lægemiddelindustrien om emner, der aktuelt
    behandles i lægemiddelkomitéen.
► Pointere overfor lægemiddelindustrien, at de ikke vil citeres som medlemmer af
    lægemiddelkomitéen.

Hvert møde i Lægemiddelkomitéen indledes med et punkt om habilitet, hvor komitémedlemmerne har mulighed for at erklære sig inhabile i forhold til de enkelte punkter på dagsordenen.

Bilag 1 - Habilitetserklæring for medlemmer af lægemiddelkomitéen ved OUH

Lovmæssigt grundlag for tilknytning til en lægemiddelvirksomhed for sundhedspersoner*

Tilknytning til lægemiddelvirksomhed
Læger og tandlæger har pligt til at søge tilladelse hos Lægemiddelstyrelsen, hvis de ønsker at have tilknytning til, være ansat i eller drive lægemiddelvirksomhed samtidig med, at de ordinerer lægemidler til patienter. Læger, der har væsentlig indflydelse på, hvad andre læger ordinerer, skal også ansøge.
Som udgangspunkt gælder ansøgningspligten kun, når lægen eller tandlægen modtager betaling fra virksomheden. Tilknytning til en lægemiddelvirksomhed kan bestå i besiddelse af aktier, fuldtidsarbejde, deltidsarbejde eller løsere samarbejder f.eks. konsulentbistand, foredrag, undervisning og artikelskrivning. Deltagelse i forskningsprojekter er som udgangspunkt også tilknytning til en virksomhed. Der skal ikke søges om tilladelse, hvis der er tale om honorering i et enkeltstående tilfælde og i et ubetydeligt omfang, f.eks. afholdelse af et enkelt kursus eller foredrag inden for samme kalenderår for en lægemiddelvirksomhed. (Lægemiddelstyrelsens vejledning baseret på apotekerlovens § 3, stk. 2)

Ifølge ændring af loven om lægemidler (lov nr. 534 af juni 2008), skal lægemiddelvirksomheder give Lægemiddelstyrelsen meddelelse om læger, tandlæger og apotekere, der er tilknyttet virksomheden.

* Sundhedspersoner defineres som læger, tandlæger, dyrlæger, farmaceuter, sygeplejersker, veterinærsygeplejersker og farmakonomer samt studerende inden for disse fag. (Bekendtgørelse nr. 272 om reklame m.v. for lægemidler)
 
Sponsorater
Af bekendtgørelsen om reklame m.v. for lægemidler, fremgår det, at sundhedspersoner har mulighed for at få sponsoreret direkte udgifter til bespisning, rejse, ophold og lign. i forbindelse med reklame for og faglig information om lægemidler. Det omfatter også repræsentation i forbindelse med deltagelse i kurser og andre aktiviteter af lægemiddelfaglig og apoteks-faglig karakter.
Desuden har sundhedspersoner mulighed for at få sponsoreret direkte udgifter til interne kurser og andre faglige aktiviteter. Det kan f.eks. være honorar til en ekstern foredragsholder eller udgifter til indkøb af kursusmateriale. Der skal ikke søges om tilladelse hos Lægemiddelstyrelsen til sådanne aktiviteter.
I vejledningen for bekendtgørelsen er der nærmere specifikationer omkring niveau og omfang af ydelserne samt arrangementer i udlandet. (Bekendtgørelse nr. 272 om reklame m.v. for lægemidler).
 
Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien
Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien, ENLI er etableret for at sikre selvjustits med disse etiske rammer for de virksomheder, som er tilsluttet ENLI. ENLI fungerer dermed som et frivilligt supplement til den kontrol, Lægemiddelstyrelsen udøver, ligesom ENLI’s regelgrundlag på en lang række områder indeholder regler, der går betydeligt længere, end dansk lov tilsiger – og det er netop, fordi de tilsluttede virksomheder har etikken i højsædet. Formålet med ENLI er at sikre et professionelt, sagligt og uafhængigt samarbejde mellem de tilknyttede lægemiddelvirksomheder og sundhedsvæsenets øvrige parter, samt at sikre åbenhed om de tilsluttede virksomheders samarbejde med deres interessenter. Yderligere oplysninger om ENLI findes på: www.enli.dk



Inhabilitet ifølge Forvaltningsloven – administrativt personale
Inhabilitet kan foreligge i forhold til enhver, der virker indenfor den offentlige forvaltning. Det er således uden betydning, om den pågældendes virke beror på et ansættelsesforhold, på en beskikkelse eller et valg. Det er ligeledes uden betydning om det er aflønnet eller ej, eller om det er heltids- eller deltidsbeskæftigelse (Vejledningen til Forvaltningsloven).
De situationer, hvori man kan være inhabil er beskrevet i forvaltningslovens kapitel 2. Eksempelvis er man inhabil, hvis man selv eller en i nærmeste familie, har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald.
Der foreligger dog ikke inhabilitet, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering (Vejledningen til Forvaltningsloven).
Den pågældende har pligt til at underrette sin foresatte indenfor myndigheden om inhabilitet. (Bekendtgørelse af Forvaltningsloven, LBK 1365)

Til top

Lægemiddelkomitéen/kgm

 

 


 

 

 


 

 


Siden er sidst opdateret: 09-01-2012 af Odense Universitetshospital.