Om OUH
Personaleinformation
Forsidenyheder
Nyheder 2011
OUH har modtaget traumepatienter fra krigshærgede Libyen
OUH har i første omgang modtaget fire patienter – antallet stiger formodentlig til 14 i løbet af de kommende uger.
Det Libyske overgangsråd har bedt om humanitær indsats for Libyske patienter med behov for kirurgisk behandling efter krigstilstanden. Tre danske speciallæger – fra OUH lederen af traumesektionen, overlæge Morten Schultz Larsen – har været i Tunesien for at visitere patienter til behandling i Danmark.
Tirsdag eftermiddag ankom i alt 13 patienter til Danmark, heraf fire patienter til behandling på OUH (en rask ledsager følger en af patienterne). De skal behandles for de alvorlige krigstraumer, de har fået i Libyen – det drejer sig om skader, hvor OUH har en særlig ekspertise.
– De fire libyere skal igennem komplicerede ortopædkirurgiske operationer, men i første omgang skal det afklares, om patienterne medbringer multiresistente bakterier. Derfor er de blevet isoleret enkeltvis på et afsnit, som er lukket for andre patienter, siger direktør Jens Peter Steensen.
I løbet af ca. 14 dage vil der blive bragt yderligere patienter til Danmark, som har lovet det Libyske overgangsråd at modtage i alt 50 patienter til behandling på Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital. OUH vil formodentlig modtage i alt 14 patienter.
Det er fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Udenrigsministeriet, at OUH har modtaget henvendelse om at varetage behandlingen af nogle af de mange svært tilskadekomne fra det krigshærgede Libyen.
Se Sundhedsstyrelsens Information vedrørende behandling af krigsskadede patienter fra Libyen i Danmark fra 11.11.11.
Se også pressemeddelelse fra Ministeriet for Sundhed og Forbyggelse og Udenrigsministeriet: http://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=187AB013-82FD-4DD2-854A-F8BAFBE72244
Mere information:
Direktør Jens Peter Steensen, 21 44 63 59
Ledende overlæge Niels Dieter Röck, Ortopædkirurgisk Afdeling O, 40 43 37 76.