Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Gode råd i forhold til børn

Enhver sygdom og indlæggelse kan være belastende og svær for såvel børn som forældre og søskende. Dette kan dog afhjælpes en hel del, hvis man forbereder barnet på, hvad der skal ske.

Her er nogle forslag til, hvordan du kan hjælpe dit barn med at forberede sig på at skulle på hospitalet. Det er dog altid afhængigt af barnets alder, så find evt inspiration i vores aldersinddelte guidelines.

 

  • Først og fremmest er det en rigtig god idé at udforske vores virtuelle hospitalsunivers HC And. Universet er udviklet specielt til børn og giver en rigtig god viden om, hvad der kan ske på et hospital: http://www.hcand.dk/
     
  • Vælg nogle tidspunkter, hvor der er ro til at kunne tale sammen og brug en rolig stemmeføring. Fortæl dit barn, at hun eller han skal på hospitalet for at blive opereret, testet eller for at gennemgå en behandling og lad det skinne igennem, at du synes det er det eneste rigtige at gøre. Børn kan sagtens fornemme, hvordan deres forældre har det med at de skal på hospitalet eller behandles.
     
  • Spørg dit barn, hvad hun eller han ved eller tænker om hospitalet. Lyt til barnets følelser og hjælp det til at tale om dem. Start med det, der virker mest vigtigt for dit barn. Det hjælper at tale om, hvad hospitalet er. For eksempel kan du sige, at hospitalet er et sted, hvor alle mennesker tager hen, ung som gammel, når deres krop har brug for lidt hjælp til at virke, som den skal. Lægerne og sygeplejerskerne ved en masse om, hvordan knogler, muskler og det indeni os virker. De prøver at hjælpe os til at få det bedre, føle os bedre og forblive raske.
     
  • Lad på forhånd dit barn vide, hvilke undersøgelser det skal gennemgå, også selvom det kan være noget ubehageligt, som et nålestik. Dette vil give dit barn tryghed. Brug ærlige og enkle forklaringer, der passer til dit barns alder og stil dit barn spørgsmål, så du sikrer dig, at han eller hun har forstået, hvad du har sagt.
     
  • Opfordr dit barn til at stille dig, lægerne og sygeplejerskerne en masse spørgsmål. Hvis dit barn ikke har det godt med at stille spørgsmål, så kan du stille dem for ham/hende.
     
  • Prøv at bruge ord, der er neutrale, når du beskriver behandlinger eller test, dit barn skal have. For eksempel kan du sige, at sygeplejersken vil prikke med en nål i stedet for stikke.
     
  • Fortæl dit barn, hvordan hun eller han vil have det før, under og efter en operation, behandling eller test. Eksempelvis kan du fortælle, at det hverken vil kunne høre, se eller mærke noget under en operation. Lægen vil give en bestemt slags sovemedicin, der hedder bedøvelse før operationen.
     
  • Lad være med at love noget, du ikke kan holde. Lad for eksempel være med at sige, at noget ikke vil gøre ondt eller at barnet ikke skal have taget blodprøver, hvis det er det, der skal ske.
     
  • Opbyg dit barns sikkerhed ved at involvere det i organiseringen og forberedelsen af opholdet/behandlingen. Lad det pakke nogle ting, der kan have en positiv effekt, når I er af sted. Dette kan være yndlingsbamsen, puden, dvd’er osv. (Se evt. Hvad skal vi medbringe - forslag til pakkeliste)
     
  • Fortæl dit barn, at det er helt i orden at have mange forskellige og modsatrettede følelser i forbindelse med hospitalsopholdet. Det kan være spændt, nervøs, vred, frustreret - og det er helt normalt.


Hvis du føler, at dit barn er unormalt nervøs og bange for operationen eller opholdet på hospitalet, kan det være en god ide, at I tager en snak med personalet på den afdeling, I skal inlægges på. De vil kunne vejlede jer.  
 

Teknikker til barn og forældre
Der vil komme nogle ubehagelige og udfordrende oplevelser under et hospitalsophold. Her er nogle teknikker til dig og dit barn, som I kan bruge, når disse tidspunkter kommer. Eksempelvis ved bedøvelse, blodprøvetagning og lign.

Børn kan:

  • Trække vejret dybt.
  • Blæse sæbebobler
  • Forestille sig, at de puster lysene ud på en fødselsdagskage
  • Tænke på en lykkelig eller sjov oplevelse og forestille sig, at de var der igen
  • Fortælle historier eller synge
  • Tælle baglæns
  • Klemme en forælder eller vens hånd
  • Lytte til musik
  • Kigge på et billede eller et stykke legetøj


Forældre kan:

  • Fortælle barnet, hvad det kan forvente
  • Bruge en rolig stemme
  • Berolige barnet
  • Coache barnet
  • Indgyde mod
  • Holde barnets hånd
  • Stryge eller ae barnets ansigt eller arm

Siden er sidst opdateret: 22-11-2016 af Odense Universitetshospital.