Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Gode råd for forældre

Pas på dig selv
Det er utroligt stressfyldt at have et barn, der er sygt. Samtidig med, at du bekymrer dig om det syge barn, skal hjælpe dit barn igennem opholdet på hospitalet og få hverdagen til at fungere, er det vigtigt, at du husker også at passe på dig selv, både fysisk og psykisk.

Barnets sygdom kan give udslag i en masse forskellige følelser hos dig. Eksempelvis nervøsitet, frygt, bekymring, hjælpeløshed, chok, skyld, vrede, tomhed, lettelse og sorg. Det er helt normalt.

Det er vigtigt, at du anerkender disse følelser, snakker med andre om dem og på den måde forsøger at komme overens med dem. Så kan du også bedre hjælpe og støtte dit barn.
 

  • Hvis det er muligt, så del nætterne på hospitalet med den anden forælder. Lav en plan inden dit barn indlægges.
  • Tag pauser fra dit barns stue. Gå en tur eller få en kop kaffe. Spørg personalet, om de kan se efter barnet imens du tager en pause. 10 minutter ude i den friske luft kan gøre underværker.
  • Tal med din familie og venner om dine bekymringer og overvejelser.
  • Lær dybe vejrtrækninger og afslapningsøvelser.
  • Motioner jævnligt. Spørg personalet, hvor det er muligt at træne i nærheden af hospitalet.
  • Spørg hvornår der er forældrekaffe, spørg om forældreforeninger og støttegrupper.
  • Hold dagbog omkring dine oplevelser.
  • Planlæg tid sammen med dine andre børn og husk, at søskende også kan blive meget berørte af jeres situation. klik her for gode råd i forhold til søskende.
  • Hvis du og barnets anden forælder er skilt, men begge er en del af jeres barns liv, så brug noget tid på at fastlægge, hvem der er hos jeres barn på forskellige tidspunkter under indlæggelsen eller behandlingen. Fortæl jeres barn om planen.


Stil spørgsmål
Det kan hjælpe at lære mere om dit barns sygdom og behandling. Det er en god ide at skrive dine spørgsmål ned.

Her er nogle eksempler på spørgsmål, du kan have brug for at stille:

  • Hvad skal jeg fortælle mit barn om behandlingen eller operationen?
  • Hvad skal der ske lige umiddelbart inden operationen eller behandlingen?
  • Hvor lang tid vil behandlingen eller operationen tage?
  • Må jeg blive ved mit barn under behandlingen?
  • Hvor skal jeg vente?
  • Vil jeg få at vide, hvordan mit barn har det under operationen eller behandlingen?
  • Hvornår må jeg se mit barn efter operationen eller behandlingen?
  • Vil mit barn have smerter? Hvad gør I ved det?
  • Hvor lang tid vil der gå, før mit barn kan lege igen eller komme i skole?
  • Hvor kan jeg finde flere oplysninger om mit barns sygdom, behandling eller operation?


Brug HC And
Vi anbefaler også, at du som voksen kigger på HC And, der er et virtuelt hospitalsunivers for børn.

Her får du også viden om, hvad der skal og kan ske på hospitalet, og I får noget at tale ud fra, når I er på hospitalet: "Det er ligesom vi så derhjemme på computeren", "Se, nu kommer lægen, ligesom i HC And".

hcand web


Fortæl personalet om dit barn
Husk, at du kender dit barn bedst. Vær sikker på at du har fortalt dit barns læger, sygeplejersker og andet plejepersonale om dit barns personlighed og tidligere oplevelser med hospitalsvæsenet.

For eksempel, hvis dit barn er specielt bange for at få taget blodprøver, så kan personalet ofte finde måder, hvorpå oplevelsen kan gøres mindre ubehagelig.


Siden er sidst opdateret: 08-12-2015 af Odense Universitetshospital.