Et vandrør er natten mellem søndag og mandag sprunget i OUH’s strålekælder. Det har medført, at to acceleratorer (apparat til strålebehandling af kræftpatienter) samt en del måleudstyr knyttet til acceleratorerne er ude af drift.
OUH forsøger i øjeblikket at få et overblik over skaderne. – Vi er i gang med at fastslå omfanget af skader og ikke mindst, hvilken indflydelse skaderne får på vores behandlingskapacitet, siger ledende overlæge på Onkologisk Afdeling R. – Foreløbigt har vi besluttet at holde vores ambulatorium åbent i aftentimerne og behandle de patienter, vi har måttet aflyse i dagtimerne på grund af de færre acceleratorer.
OUH forventer, at de to berørte acceleratorer og måleudstyret kan testes i begyndelsen af næste uge, men først skal både udstyret og rummet affugtes. Først derefter er det muligt at sige noget om, hvor beskadiget acceleratorerne er.
Skaderne er sket i OUH’s nye ca. 2000 kvadratmeter store strålekælder, som blev taget i brug i juni 2009. Samtidig blev to nye acceleratorer taget i brug, så OUH i alt kom til at råde over otte acceleratorer. Hver accelerator udfører hvert år ca. 5000 behandlinger på ca. 350 patienter.
Mere information
Ledende overlæge, Onkologisk Afdeling R, Peter Sørensen, 2134 3686
Oversygeplejerske, Onkologisk Afdeling R,Merete Bech Poulsen, 2964 7232
Direktør Henrik Villadsen, 2895 2728.