Om OUH
Personaleinformation
Forsidenyheder
Nyheder 2011
IT-studerende leger med Odense Universitetshospital
Luften bliver ladet med kreative energiudladninger og nørdet fagsnak, når 300 IT-studerende i uge 11 tager Odense Universitetshospital med en tur ud på teknologiens legeplads.
Under betegnelsen »InnoEvent – Playing In The Hospital« skal de studerende komme med bud på, hvordan avanceret computer- og spilteknologi kan anvendes til forskellige former for legeudstyr i sundhedssektoren.
På Odense Universitetshospital ser man frem til de studerendes indtog i næste uge.
- Vi har i forvejen skarpt fokus på, hvordan vi bedst muligt implementerer moderne teknologi i det kliniske arbejde. Men det kan ofte være en fordel at få nogle udefra til at kigge på tingene. Det oplevede vi meget klart sidste år med InnoEvent, og det er selvfølgelig årsag til, at vi gentager seancen. Men denne gang i et endnu større format, siger Peder Jest, direktør på Odense Universitetshospital.
Gennem udvikling af interaktive legeredskaber og spil er det målet at øge patientens eller den pårørendes mulighed for adspredelse i et sygdomsforløb. For eksempel til barnet, hvis mor eller far er indlagt, siger Michael Lundorff-Hansen, leder af multimediedesigneruddannelsen ved Erhvervsakademiet Lillebælt.
InnoEvent skydes officielt i gang mandag den 14. marts i bygning 07, Munkebjergvej 130, 5230 Odense M. Man kan løbende følge med i de studerendes arbejde på www.innoevent.dk og/eller se de studerendes færdige resultater lørdag den 19. marts kl. 13 – 15 i bygning 07, Munkebjergvej 130, 5230 Odense M.