Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Hudkræft og modermærkekræft

Hudkræft
Behandling af hudkræft sker i samarbejde med Plastikkirurgisk Afdeling, Dermatologisk Afdeling, Oftalmologisk Afdeling og patologer. De fleste af disse patienter behandles i dermatologisk regi, men komplicerede patienter behandles efter tværfaglig vurdering mellem plastikkirurger og onkologer.

Onkologiske behandlingstilbud til hudkræft består i strålebehandling af hudkræft i specielle lokalisationer og i sjældne tilfælde medicinsk behandling.

Behandlingen af hudkræft er ikke omfattet af Sundhedsstyrelsens behandlingsgaranti, med start af behandling inden for 4 uger. Vi tilstræber dog stadig at vi iværksætter den planlagte behandling inden for de samme rammer som andre kræftformer

Modermærkekræft
Behandling af modermærkekræft sker i tæt samarbejde med Plastikkirurgisk Afdeling og patologer.
Behandlingen på Onkologisk Afdeling R er i international topklasse, og behandlingen koordineres med de øvrige onkologiske afdelinger i Danmark på en måde der sikrer et ensartet nationalt behandlingstilbud.

En del patienter behandles efter kliniske forsøg. Til alle kliniske forsøg er der knyttet en projektsygeplejerske, som er ansat i vores kliniske forskningsenhed (KFE).

Tværfagligt samarbejde
Efter operativ behandling for modermærkekræft har alle patienter en risiko for, at sygdommen kan dukke op igen og der etableres derfor et kontrolforløb.

For de patienter, som trods optimal behandling får et tilbagefald af deres sygdom, som ikke kan behandles kirurgisk, tilbydes medicinsk kræftbehandling. Der er tale om behandling, som stimulerer immunapparatet til at fjerne tilbagefaldet. Denne behandling er højt specialiseret og varetages koordineret på tre kræftafdelinger i Danmark.

På vores interne konferencer bliver alle patienter løbende vurderet af H-teamets speciallæger. Lægerne deltager i internationale kongresser, forskning og videnskabelige undersøgelser. Således sikres det, at Onkologisk Afdeling R hele tiden giver den bedste behandling på internationalt niveau, tilpasset den enkelte patient.

Mål med behandling
Udgangspunktet for kræftbehandling kan være forskellig:
 

  • Målet for behandlingen kan være helbredelse.
  • Nogle gange er helbredelse ikke et realistisk mål, og vi koncentrerer os i stedet om at forbedre livskvalitet og forlænge livet.
  • Der er dog også situationer, hvor vi må koncentrere os om at fjerne de symptomer, som sygdommen kan give, uden at det nødvendigvis forlænger livet.


Enhver patient har krav på at vide, hvad målet for behandlingen er og hvilke bivirkninger der kan forekomme.

Livskvalitet
Vi tager udgangspunkt i patientens egen opfattelse af, hvad der er livskvalitet, og enhver behandling besluttes i fællesskab mellem læge og patient.
 


 


Siden er sidst opdateret: 10-07-2019 af Odense Universitetshospital.