FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk


Ny ledende overlæge på OUH

Ledende overlæge Jan Erik Henriksen, Endokrinologisk Afdeling M, Odense Universitetshospital

Odense Universitetshospital har ansat speciallæge, ph.d. Jan Erik Henriksen som ny ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling M i Odense.

Den nye ledende overlæge er i forvejen godt kendt af personalet på endokrinologisk, fordi han siden 2004 har været overlæge på afdelingen, hvor han fik den første ansættelse i foråret 1989. I 2008 blev hans arbejdstid delt i to halvdele, hvoraf den ene blev brugt til at lede en af afdelingens forskerskoler.

Jan Erik Henriksen har en lang og alsidig karriere som basis for at tiltræde sin nye stilling. Han har fået sin kliniske uddannelse i Odense samt på Steno Diabetes Center, han har praktisk erfaring med ledelse og tværfagligt samarbejde, han har en omfattende forskningsvirksomhed, han har været klinisk lektor på SDU siden 2005, og han har som formidler af sit fagområde været en flittig foredragsholder samt skribent på netdoktor.dk

På Endokrinologisk Afdeling M har den nye ledende overlæge hidtil være funktionsleder for diabetesklinikken, og uden for hospitalet er han blandt andet formand for Fyns Diabetesudvalg og formand for regionens diabetesudvalg. I Vollsmose har han i et lokalt Sundhedscenter sammen med Diabetesforeningen udført et stort projekt blandt etniske minoriteter. Derudover sidder han som beskikket medlem af adoptionsnævnet.

Jan Erik Henriksen er speciallæge i medicinsk endokrinologi og ph.d. på en afhandling om årsager til udvikling af Type 2 diabetes. Hans forskningsområde spænder over flere områder, blandt andet forskning i insulinbehandling af Type 1 diabetes, de fysiologiske ændringer hos Type 2 diabetes patienter, samt i forhøjet blodtryk og hjertesygdomme som følge af diabetes.

-------------

Endokrinologisk Afdeling M på Odense Universitetshospital behandler patienter med for eksempel diabetes, knogleskørhed eller for højt eller for lavt stofskifte. Den er den eneste endokrinologiske specialafdeling på Fyn og i det syd- og sønderjyske område og modtager derfor patienter med specielle endokrinologiske lidelser fra hele Region Syddanmark. Endokrinologisk Afdeling M har et budget på godt 70 millioner kroner og et personale på 125 personer.

Download foto af ledende overlæge Jan Erik Henriksen, Endokrinologisk Afdeling M, OUH


Siden er sidst opdateret: 08-09-2010 af Odense Universitetshospital.