Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Ny overlæge og klinisk professor på OUH og SDU

Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet har ansat ledende overlæge, dr.med. Jens Michael Hertz som specialeansvarlig overlæge og klinisk professor i klinisk genetik ved Klinisk Genetisk Afdeling på OUH og Syddansk Universitet.

Jens Michael Hertz er 54 år og uddannet læge fra Århus Universitet i 1983. Han blev speciallæge i klinisk genetik i 1997 efter ansættelse på Institut for Human Genetik på Aarhus Universitet og Klinisk Genetisk Afdeling på Århus Kommunehospital. Efter speciallægeuddannelsen har Jens Michael Hertz arbejdet på Århus Sygehus – siden 1999 som overlæge ved Klinisk Genetisk Afdeling, hvor han har haft ansvar for afdelingens Molekylærgenetiske Laboratorium. I 2009 blev han ledende overlæge på afdelingen.

Også i 2009 blev Jens Michael Hertz dr.med. fra Aarhus Universitet på en afhandling om den arvelige nyresygdom Alports syndrom. Han har publiceret 67 artikler i videnskabelige tidsskrifter og forfattet to kapitler i lærebøger. Forskningsinteressen er især centreret om udvikling af molekylærgenetiske metoder til diagnostik af specielt arvelige neurologiske sygdomme og arvelige nyresygdomme med henblik på at forbedre den genetiske rådgivning af familierne.

Jens Michael Hertz har bred undervisningserfaring. Han har undervist medicinstuderende og jordemoderstuderende i genetik i mere end 25 år har siden 2006 været klinisk lektor i klinisk genetik ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet. Han er beskikket som censor i genetik ved Læge- og Tandlægeuddannelsen i Danmark. Han har derudover været meget aktiv inden for undervisning af læger under uddannelse til speciallæge i klinisk genetik og var i en periode formand for Dansk Selskab for Medicinsk Genetiks Uddannelsesudvalg.

Jens Michael Hertz bor i Århus og er gift med overlærer Inge-Lis Hertz. De har to voksne sønner.


Siden er sidst opdateret: 29-06-2010 af Odense Universitetshospital.