FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk


ForsidepilPressepilPRESSEMEDDELELSER udsendt fra OUHpil2010pilFørste spadestik til ny akutmodtagelse på Svendborg Sygehus

Første spadestik til ny akutmodtagelse på Svendborg Sygehus

Fredag den 25. juni tager regionsrådsformand Carl Holst første spadestik til MAS – den nye Midlertidige Akutmodtagelse på Svendborg Sygehus.

Den nye akutmodtagelse øger kapaciteten i en sådan grad, at Svendborg Sygehus i fremtiden vil kunne leve op til at behandle en større del af den fynske befolkning. Samtidig sikrer byggeriet, at Svendborg Sygehus kan være med helt fremme i behandlingen af akutte patienter med topmoderne udstyr og faciliteter.

Derudover udbygges en række centrale funktioner, som er helt centrale i forhold til at behandle både akutte og planlagte patienter. Det gælder udvidelse af henholdsvis operationsgangen, fødegang og dagkirurgien.Ligeledes sker der en udvidelse af scopifunktionen og man får en ny MR-scanner til rådighed.

– Mht. akutmodtagelsen markerer byggeriet begyndelsen på en ny måde at organisere vores hospitaler på, siger administrerende sygehusdirektør Jane Kraglund. – Akutmodtagelsen vil blive sygehusets akutte omdrejningspunkt, som vil få stor betydning for de patienter, der modtages her, for de øvrige afdelinger og for balancen i hospitalet.

Etableringen af akutmodtagelsen medfører en ombygning inden for de eksisterende rammer samt en tilbygning. Nybygningen bliver på 2946 kvm i fem etager. Derudover foretages ombygning over i alt 1096 kvm. Byggeriet forventes at stå færdigt i juli 2011. Selve den akutte modtagelse placeres i nybyggeriets stueetage.

Patienterne i centrum
Fremover skal alle akutte patienter ind af én og samme dør i denne akutmodtagelse, hvor de uanset tidspunktet på døgnet og året vil blive mødt af et team af specialister, som hurtigst muligt vil yde den bedst tænkelige hjælp.

I den fælles akutmodtagelse samles centrale funktioner knyttet til den akutte patient under ét tag – skadestue, modtagelse, traumerum, udredning og diagnostik, lægevagt, observationspladser, døgnbemandet sengeafsnit m.m. – og patienten skal ikke køres mellem flere afdelinger på sygehuset, for at diagnose kan stilles og behandling iværksættes.

Patienter vil blive mødt af erfarne specialister og hurtigere få deres diagnose. Patienter, der skal i videre behandling, vil blive overdraget til den rette afdeling på sygehuset efter stafet-metoden – det vil sige, at man først giver slip på patienten, når man er sikker på, at afdelingen har godt fat. Patienterne vil altså fremover komme hurtigere hjem, og der bliver ikke brug for så mange senge på sygehuset.

– Vi arbejder med det, der kaldes standardiserede patientforløb, siger direktør Jens Peter Steensen. – Det betyder, at alle ved præcis, hvornår de skal gøre de forskellige ting i behandlingen af en patient. Og stafetmetoden skal sikre, at patienterne kommer sikkert videre til en anden afdeling. Stafetten er billedet på, at man ikke slipper taget i patienten, før man er sikker på, at den næste medarbejder har godt fat.

Byggeriet af midlertidig akutmodtagelse på Svendborg Sygehus sker i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at samle de akutte modtagelser fra hovedparten af sygehusets forskellige afdelinger. 

 

Tid og sted

Første spadestik til Midlertidig Akutmodtagelse i Svendborg finder sted fredag d. 25. juni 2010 kl. 10.00 – 12.00 på Svendborg Sygehus på byggepladsen ved bygning 35.

Mere information

Administrerende sygehusdirektør Jane Kraglund,28 99 32 40

Direktør Jens Peter Steensen, 21 44 63 59.

Yderligere oplysninger fås hos:

Administrerende sygehusdirektør Jane Kraglund Tlf. 28 99 32 40

Direktør Jens Peter Steensen Tlf. 21 44 63 59.

Indbydelse til første spadestik

Indbydelse til første spadestik


Siden er sidst opdateret: 29-06-2010 af Odense Universitetshospital.