Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Myelodysplastisk syndrom (MDS)

 

 

Myelodysplastisk syndrom (MDS) er en sygdomsgruppe, der er karakteriseret ved, at knoglemarven danner for få celler og derved opstår der mangel på blodlegemer. Der kan være mangel på røde blodlegemer, hvide blodlegemer eller blodplader. I nogle tilfælde kan der være mangel på kun en af de tre slags celler, i andre tilfælde mangler alle tre slags celler.

 

Symptomer ved MDS

De fleste patienter med MDS danner for få røde blodlegemer. Dette vil give symptomer på blodmangel med svimmelhed, træthed, hovedpine, forpustethed og hjertebanken.

Ved for få hvide blodlegemer er der en øget risiko for infektion.

Endelig vil for få blodplader betyde, at man har en øget risiko for blødning. Det vil vise sig som blå mærker, næseblod o.l.

 

Diagnose

Mistanken til MDS fremkommer fra de blodprøver der er taget på baggrund af ovenstående symptomer eller som bifund ved anden udredning. Den endelige diagnose stilles ved en knoglemarvsundersøgelse.

 

Behandling

Myelodysplastik syndrom dækker over et vidt spænd af forløb og dermed flere forskellige behandlinger af sygdommen.

Nogle patienter har ikke behov for behandling, når diagnosen stilles. De vil blive fulgt på hæmatologisk afdeling med regelmæssige blodprøver og ambulatorie kontroller mhp, om der opstår et behandlingsbehov.

Transfusion.

Ved symptomer på blodmangel gives blodtransfusioner. Ud fra individuel vurdering vil man fastlægge en såkaldt transfusionsgrænse for blodprocenten. Ved behov for mange transfusioner ophober kroppen jern, og det kan være nødvendigt at give medicin for at mindske denne ophobning.

Ved lave blodplader og samtidig blødning (næseblod f.eks.) gives blodpladetransfusioner.

Ved infektioner som følge af mangel på hvide blodlegemer behandles med antibiotika.

Knoglemarvsstimulation

I nogle tilfælde af MDS producerer kroppen ikke nok af de vækstfaktorer, der normalt stimulerer dannelsen af blodlegemer.

Hvis der dannes for få røde blodlegemer, kan behandling med EPO som depot-injektion hver 2-3. uge komme på tale. Hvis der er problem med antallet af hvide blodlegemer og dermed immunforsvaret kan vækstfaktoren G-CSF komme på tale.

Cellegifte/kemoterapi

Nogle patienter med MDS har et øget antal umodne celler i knoglemarven. Behandlingen af disse patienter kan omfatte kemoterapi. Denne kan være en mild ambulant behandling eller (hvis sygdommen har mange umodne celler) kan behandling med kemoterapi under indlæggelse komme på tale.

Immunhæmmende behandling

I nogle tilfælde der være grund til at forsøge immunhæmmende behandling med på at forbedre knoglemarvens funktion.

Stamcelletransplantation

Hos yngre patienter kan man i nogle tilfælde behandle sygdommen med transplantation af stamceller fra en donor. Dette vil kunne helbrede sygdommen men er forbundet med en risiko, der betyder, at den ikke kan tilbydes til ældre patienter.

Information om de hyppigst anvendte behandlinger kan findes nedenfor.

 

Aranesp – EPO

Accofil - G-CSF

Vidaza – Azacitidin

Revlimid – ved MDS 5q- og transfusionskrævende anæmi som ikke bedres af EPO+G-CSF

 

Link til dansk pt information

https://leukemia.hematology.dk/index.php/alg-for-patienter

 

Afdeling X deltager i internationalt forsknings samarbejde i regi af bl.a. den nordiske MDS gruppe

www.nmds.org

 

Afdeling X er udpeget som Center of Excellence under den internationale MDS Foundation

https://www.mds-foundation.org/ 

 

 

 

 


Siden er sidst opdateret: 31-10-2019 af Odense Universitetshospital.