Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Lymfeknudekræft (malignt lymfom)

 

Lymfeknudekræft (malignt lymfom)

Lymfekræft, også kaldet malignt lymfom, er kræftsygdomme som opstår i lymfatisk væv -  lymfeknuder, knoglemarv, milt og af og til også i andre organer.

Lymfeknudekræft opstår således primært i lymfesystemet, og der er derfor ikke tale om en spredning af en given kræftsygdom til lymfeknuder.

 

Lymfeknudekræft kan overordnet inddeles i to hovedtyper:

 

  • Hodgkin lymfom
  • Non-Hodgkin lymfomer

 

For begge typer findes flere undertyper, men især gruppen Non-Hodgkin lymfomer består af mange vidt forskellige lymfekræfttyper.

 

Symptomer ved lymfekræft.

Det mest almindelige symptom på lymfekræft er hævede lymfeknuder. De er mest synlige på halsen, i armhulerne og i lysken. De hævede lymfeknuder opdages ofte tilfældigt. Sidder den hævede lymfeknude dybt inde i kroppen (bughule eller brysthule), opdages den måske først på et sent tidspunkt. Symptomer kan da være smerte, en trykkende fornemmelse eller symptomer fra et organ som de forstørrede lymfeknuder trykker på.

Ved lymfekræft kan man også have almensymptomer som, feber, vægttab, nattesved, og almen sygdomsfølelse.

 

Diagnose

Diagnosen lymfekræft kan kun stilles ved at tage en vævsprøve fra en forstørret lymfeknude, knoglemarv eller et organ som er mistænkt for at være involveret. Som led i udredningen tages blodprøver og der gennemføres som oftest en knoglemarvsundersøgelse. For at undersøge sygdommens samlede udbredelse foretages også en PET/CT-scanning.  af hals, brystkasse og mave/bughule. I nogle gennemføres i stedet en  CT-scanning.

 

Behandling

Behandling af lymfekræft afhænger af en række forskellige faktorer, især

  • hvilken type lymfeknudekræft, det drejer sig om
  • hvilke symptomer sygdommen har givet
  • hvor udbredt sygdommen er
  • om patienten har andre sygdomme, der kan gøre behandlingen vanskelig

 

Behandlingen kan således være meget forskellig fra patient til patient  I nogle situationer er sygdommen kronisk, men fredelig og ikke syptomgivende, og i sådanne tilfælde vil man alene vælge at observere uden at indlede behandling. Såfremt man vurderer at behandling er nødvendig, vil den oftest bestå i  kemoterapi og/eller immunterapi, men strålebehandling kan også komme på tale.

Den medicinske lymfekræftbehandling spænder vidt, fra tabletbehandlinger, til intravenøse behandlinger (lægemidlet indgives i en blodåre) med varierende intensitet. Immunterapi er behandling med antistoffer (modstoffer) som indgives i blodet og som herefter binder sig til kræftcellerne og ødelægger dem.

Strålebehandling kan komme på tale enten alene eller i kombination med den medicinske behandling.

Behandling mod lymfekræft kan ofte gives ambulant, men nogle behandlinger kræver indlæggelse.

 

           

 
 

 

Opdateret 29.08.19 Overlæge Thomas Stauffer/bj

 

 

 

 

 


Siden er sidst opdateret: 29-08-2019 af Odense Universitetshospital.