FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk


ForsidepilPressepilPRESSEMEDDELELSER udsendt fra OUHpil2010pilNy skånsom metode mod kræftknuder

Ny skånsom metode mod kræftknuder

OUH har taget en ny og meget skånsom metode i brug til at fjerne små kræftknuder og forstadier til kræft i spiserøret. Metoden hedder Halo (ring) og består i at føre en tynd slange ned i spiserøret under en kikkertundersøgelse.

På spidsen af slangen sidder en lille ballon omviklet af et strømførende kateter, og det brænder et meget tyndt lag af det syge af spiserøret. Efter behandlingen skrabes det døde væv af, og man gentager evt. behandlingen.

Behandlingen tager ca. 20 minutter, og patienten kommer hjem samme dag, som knuden fjernes. Metoden kan erstatte meget store og omfattende operationer og spare patienten for sygedage og komplikationer.

– Vi venter os meget af metoden, siger Michael Bau Mortensen, overlæge på Kirurgisk Afdeling A, som er afdelingen, der har taget den nye metode i brug. – Nu har vi i mange år forfinet vores udvælgelse af patienter med kræft i spiserøret til forskellige, målrettede behandlinger, og at man for nogle af patienternes vedkommende kan fjerne knuden så let med Halo, er en stor gevinst.

Metoden er velegnet til patienter, som ikke kan tåle større operationer, og de første behandlinger både herhjemme og i udlandet har vist lovende resultater med meget få bivirkninger. Kirurgisk Afdeling A arbejder på at nedsætte ventetid på selv store kræftoperationer, og den nye metode frigør en del operationstid, der kan nedsætte ventetiderne for andre kræftpatienter.

Og det kan betale sig at satse på fremtidens kirurgi. – Vi må hele tiden være opmærksomme på nye metoder, der kan gøre behandling endnu mere skånsom og effektiv, siger ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling A Jesper Durup. Nogle af de nye metoder kan virke kostbare, men når det samlede regnskab med komplikationer, sygedage, operationstider m.m. gøres op, er de ofte forbundet med besparelser.

Flere informationer

Michael Bau Mortensen, overlæge, Kirurgisk Afdeling A, 6541 2238 Jesper Durup, ledende overlæge, Kirurgisk Afdeling A, 6541 1898


Siden er sidst opdateret: 02-06-2010 af Odense Universitetshospital.