Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet har ansat overlæge, dr. med. Michael Kemp som overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH og professor med særlige opgaver inden for virologi, parasitologi og molekylær diagnostik ved Syddansk Universitet. Michael Kemp er 50 år og uddannet læge fra det daværende Odense Universitet i 1987. Han har en ph.d.-grad fra Københavns Universitet fra 1993 og er dr.med. fra Københavns Universitet 1997. Michael Kemp er speciallæge i Klinisk Mikrobiologi fra 2001, uddannet på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Statens Serum Institut. Efter speciallægeuddannelsen har han arbejdet på Herlev Hospital, indtil han i 2002 tiltrådte sin nuværende stilling som overlæge ved Statens Serum Institut, hvor han har haft ansvar for bl.a. sygdomsfremkaldende tarmbakterier og infektionssygdomme, der skyldes nye og sjældne bakterier. Michael Kemp har været medlem af bestyrelsen for de videnskabelige selskaber Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi og Dansk Selskab for Parasitologi. Han har været blandt hovedkræfterne bag udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens målbeskrivelser for speciallægeuddannelsen i klinisk mikrobiologi og har været medstifter af og medlem af styregruppen for forskerskolen Basic and Clinical Microbiology ved Roskilde Universitet og Syddansk Universitet. Michael Kemp har en omfattende videnskabelig produktion bag sig om især immunologiske og mikrobiologiske emner. I de senere år har han hovedsagligt fokuseret på forskningen, påvisningen og identifikation af bakterier, herunder bakterier, der ikke kan dyrkes i laboratorier. Det har ført til etablering af nye diagnostiske undersøgelser til brug i daglig klinisk udredning af infektionssygdomme. Michael Kemp tiltræder 1. juli 2010.