Presse
PRESSEMEDDELELSER udsendt fra OUH
2010
Muligt udbrud af særlig tarmbakterie på Svendborg Sygehus
En patient på Geriatrisk Afdeling på Svendborg Sygehus er sandsynligvis ramt af en særlig variant af bakterien Clostridium difficile, der kan give svær diaré og opkast. I forvejen er et mindre antal patienter ramt af norovirus på Svendborg Sygehus, og yderligere smittespredning kan finde sted. Både patienterne ramt af norovirus og patienten mistænkt for at være smittet med Clostridium difficile får den specialistbehandling, de har behov for. Både norovirus og Clostridium difficile kan give svær diaré og opkast, men CD027-varianten af bakterien Clostridium difficile er mere smittefarlig og kan medføre et alvorligere sygdomsforløb end norovirus. Derfor har OUH igangsat tiltag, der bl.a. omfatter isolation og skærpelse af hygiejniske forholdsregler. Derudover har Geriatrisk Afdeling lukket for indtag af nye patienter, som i stedet vil blive behandlet på andre afdelinger. Det sandsynlige udbrud af Clostridium difficile på Geriatrisk Afdeling har derfor ingen indflydelse på behandlingen af patienter på resten af Svendborg Sygehus. Clostridium difficile er en sporedannende bakterie, som er svær at fjerne med almindelig rengøring. Vand og sæbe kan fjerne bakterien, men Clostridium difficile er resistent over for alkohol og har en evne til at overleve i omgivelserne. Derfor er det i særlige udbrudstilfælde nødvendigt at anvende andre desinfektionsmidler. Mere information om den sandsynlige smitte med Clostridium difficile følger i begyndelsen af næste uge, når OUH har fået svar på bakteriologiske undersøgelser.
Yderligere oplysninger
Peder Jest, direktør, OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, 4082 7341.