Fyrværkeriskader stadigt på et lavt niveau Antallet af fyrværkeriskader i nytåret 2009-2010 i hele Danmark er på samme lave niveau, som de seneste fem år. I alt kom 237 personer til skade i nytårsdøgnene 31. december og 1. januar, heraf var de 36 skader alvorlige. Antallet af alvorlige skader er blandt de laveste siden 1995-1996, hvor den landsdækkende kortlægning startede. Halvdelen af de tilskadekomne var tyve år eller yngre, og ca. en fjerdedel femten år eller yngre. Fem børn i alderen 0-12 år fik alvorlige skader, seks i alderen 13-17 år, fem i alderen 18-25, seks i alderen 26-35 og 14 blandt de 35 +. Andelen af alvorlige skader var ca. 10 pct. blandt de 0-25-årige og ca. 20 pct. blandt personer ældre end 25 år. Årsagen til skaderne var raketter og batterier for hver ca. 30 pct. af alle skader (hhv. 70 og 69 skader), mens ulovligt fyrværkeri udgjorde ca. 10 pct. (22 skader). Der var 34 alvorlige skader, hvoraf tre fjerdedele (26 skader) skete ved brug af batterier, raketter eller bomberør/romerlys. Ulovligt fyrværkeri var i alt årsag til fem alvorlige skader. Cirka halvdelen af de tilskadekomne havde selv affyret fyrværkeriet, den anden halvdel var tilskuere. Cirka 25 pct. havde pådraget sig øjenskader, 20 pct. håndskader og en tredjedel brandsår. Alt i alt var både de lette og de alvorlige skader altså domineret af følger efter brug af lovligt fyrværkeri af typerne batteri, raket og bomberør/romerlys. Lovligt fyrværkeri anvendt korrekt bør ikke give skader. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ Tilskadekomst ved brug af fyrværkeri, som har medført sygehuskontakt i Danmark – samlet udvikling for de to døgn 31. december og 1. januar i perioden 1995-1996 til og med 2009-2010. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ Baggrund for analyserne Siden nytåret 1995-1996 har alle Danmarks skadestuer givet oplysninger om de to døgn den 31. december og 1. januar i hvert af årene til Ulykkes Analyse Gruppen ved Ortopædkirurgisk Afdeling om skader efter fyrværkeri. Der er indsamlet data fra alle skadestuer og skadeklinikker i landet med akutbehandlende funktion i de to døgn. Opgørelser fra de tidligere år – se www.ouh.dk/uag Med alvorlig menes de skader, hvor patienter indlægges direkte, er overført til andet sygehus eller henvist til akut vurdering hos øjenlæge. Uddybende oplysninger indsamles efterfølgende fra de tilskadekomne og anvendes i det forebyggende arbejde, der udføres i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen m.fl. Flere oplysninger Fx om indsamlingsmetode og metodemæssige forbehold m.v., kontakt:Overlæge Jens Lauritsen, OUH Odense Universitetshospital, Ulykkes Analyse Gruppen, Ortopædkirurgisk Afdeling O, 6541 2283, uag@ouh.regionsyddanmark.dk