Jesper Durup vender tilbage til OUH Odense Universitetshospital ansætter 1. december 2009 den 49-årige speciallæge i kirurgi, ph.d. Jesper Durup, som ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling A. Allerede inden sin ansættelse har Jesper Durup peget på en række mulige visioner og mål for den kirurgiske afdeling. Han ønsker blandt andet at sætte fokus på god service og empati for patienterne og et godt arbejdsmiljø for personalet. Samtidig vil han lægge vægt på, at arbejdsgangene skal være effektive, og at afdelingen skal være omkostningsbevidst for at kunne hjælpe så mange patienter som muligt. I sit nye job bliver Jesper Durup chef for en afdeling med internationalt anerkendte specialister og et dygtigt personale med mange års erfaring. Derfor vil han som ledende overlæge bruge mange kræfter på at synliggøre, at afdelingen løfter en stor opgave og har resultater på højeste internationale niveau. Ledelseserfaring har Jesper Durup allerede fra en tidligere ansættelse på den kirurgiske afdeling, hvor han dels opbyggede og ledte en sektion med ansvar for udførelsen af fedmeoperationer og dels som funktionsleder havde det lægefaglige ansvar for operationsgangen. Lægekarrieren indledte Jesper Durup med en medicinsk embedseksamen på det daværende Odense Universitet i 1989, hvorpå han som yngre læge arbejdede på de fleste af hospitalerne i Region Syddanmark. I 1994 kom han tilbage til OUH, hvor han begyndte at forske i skånsom diagnosticering af kræftpatienter, et arbejde der i 2001 mundede ud i en ph.d.-grad. Året efter fik han autorisation som speciallæge i kirurgi, og her har han især arbejdet med øvre mave-tarm kirurgi og børnekirurgi. I årene 2005 til begyndelsen af 2009 var Jesper Durup uddannelsesansvarlig overlæge på universitetshospitalets kirurgiske afdeling, derefter har han i nogle måneder arbejdet som centerchef for Aleris privathospitaler, indtil han nu vender tilbage til Odense Universitetshospital. Sideløbende har han haft mange andre gøremål, for eksempel som klinisk lektor på Syddansk Universitet, som kursusleder på Sundhedsstyrelsens speciallægekurser, som konsulent i først Patientklagenævnet og nu i Patientskadeankenævnet og som en populær foredragsholder. Og noget uden for sit lægefaglige virkefelt har Jesper Durup også været idemanden bag udviklingen af ergonomisk lys tiloperationsstuer, et projekt der gav ham erfaring i at samarbejde med både danske og internationale virksomheder.
Portræt af ledende overlæge Jesper Durup, Kirurgisk Afdeling A, Odense Universitetshospital: