Forskningen ved Odense Universitetshospital er i stærk udvikling og på flere områder i front nationalt og internationalt. Det viser ny forskningsberetning, hvor hospitalet dokumenterer den samlede forskningsaktivitet for 2008. OUH har de seneste år udviklet forskningen på flere planer: Fx ved at styrke forskningssamarbejdet mellem egne afdelinger og Syddansk Universitet og gennem samarbejde med partnere i Region Syddanmark og Schleswig-Holstein. – Med forskningsstrategien for 2007-2012 besluttede vi i samarbejde med Syddansk Universitet at intensivere forskningsindsatsen markant, siger direktør Peter Frandsen. – Vi ville både styrke de områder, hvor vi allerede stod stærkt forskningsmæssigt, og områder, hvor der var behov for, at forskningen blev intensiveret. Det gjorde vi bl.a. ved at fordoble OUH’s eget økonomiske bidrag til forskning – en fordobling, der svarer til en forøgelse på 40 mio. kr. 2007-2012. – Nu er vi cirka halvvejs i perioden, og intentionerne er på vej til at blive indfriet. Vi er kommet et rigtigt godt stykke mod at realisere de mål, vi satte os, understreger Peter Frandsen. Publikationer og ph.d.-studerende Den engagerede forskningsindsats på OUH’s afdelinger viser sig bl.a. i antallet af publikationer og i, at antallet af ph.d.-studerende er i stærk vækst. Op mod 500 publikationer i internationale videnskabelige tidsskrifter placerer OUH som et af tre hovedcentre for forskning i det danske sundhedsvæsen. På ph.d.-området er målet flere ph.d.-studerende inden for samtlige specialer, og at der i 2012 skal være 140. Med næsten 130 ph.d.-studerende i september 2009 er målet inden for rækkevidde. Læs i forskningsberetningen bl.a. om, hvordan indsatsen fra forskere på en række områder vil og har ført til forbedrede behandlingstilbud for patienterne. Det drejer sig bl.a. om individualiseret diagnostik inden for kræftsygdomme, om behandling af knogleskørhed, stamcellebehandling og om forskningsprojekter, der arbejder på at bane vejen for nye, effektive behandlingsmetoder mod diabetes. Beretningens anden del indeholder dokumentation for de samlede forskningsaktiviteter.
Yderligere oplysninger fås hos:
Peter Frandsen, direktør, formand for Forskningsrådet på Odense Universitetshospital, 6541 1915.
Jane Kraglund, administrerende sygehusdirektør, OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, 6541 2000.
Forskningsberetning 2008 Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet (pdf)