På H. C. Andersen Børnehospital i Odense får de mindste patienter hjælp på Internettet og af H. C. And. Iklædt hvide fjer og høj sort hat hjælper andrikken børnene med at klikke og lege sig frem til information om den ofte lidt skræmmende hospitalsverden. Nu er siderne om H. C. And på ny blevet udvidet, denne gang med små sekvenser om, hvad der sker, hvis børnene for eksempel skal have lagt en arm i gips, have lagt et kateter op, have undersøgt lungerne eller priktestes for allergi. En lille fortælling om hvor vigtigt det er at vaske hænder er også kommet med. Undervejs bliver de små hjulpet på vej af H. C. Ands venner; store og små fugle iført hvide kitler. Børnene kan have fornøjelse af at se på siderne både før, under og efter en indlæggelse. For når de er kommet hjem igen kan far og mor gå på nettet og bruge en række spørgsmål på hjemmesiden som udgangspunkt for en snak om barnets oplevelser. Dermed bliver H. C. And også en vigtig del af efterbehandlingen af et måske langvarigt og svært sygdomsforløb. Desuden understøtter internet-fortællingerne børnehospitalets ønske om at være et trygt sted og en slags udvidet familie for børnene. En ”familie” der tager godt imod dem i stedet for blot at betragte dem som et personnummer med en diagnose. Men siderne med H. C. And bliver ikke alene anvendt på børnehospitalet i Odense, informationsmaterialet er også udbredt i hele Region Syddanmark. H. C. Andersen Børnehospital har i løbet af sit første leveår uddelt 30.000 cd-rom’er med H. C. And-animationerne til andre sygehuse, patienter, læger, biblioteker samt daginstitutioner og børnehaver i hele det syddanske område. De nye afsnit på H. C. And er sponsoreret af Aase og Ejner Danielsens Fond, Trygfonden, Alk Abello og Ole Kirks fond. Udviklingen af internetsiderne er sket i et samarbejde mellem børnehospitalet og projektgruppen 10:30 med en række fire til syv-årige børn som testbrugere.