Overlæge, dr. med. Peter Marckmann bliver 1. juni 2009 ansat af Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet som professor med forskning i nyremedicin som sit særlige arbejdsområde.
Dermed kan Peter Marckmann fortsætte det arbejde, han allerede har indledt som forskningsansvarlig overlæge på Nyremedicinsk Afdeling Y på universitetshospitalet.
Formidling af forskningen er også et område, hvor Peter Marckmann er på hjemmebane, både når det gælder forskningsformidling til kollegerne og mere populære fortællinger om forskning og lægevidenskab.
For eksempel er Peter Marckmann forfatter til mere end 90 videnskabelige artikler, og han har bedømt videnskabelige artikler for blandt andet New England Journal of Medicine. Men han har også holdt talrige populære foredrag og skrevet stribevis af debatindlæg i tidsskrifter og aviser. Også radio og tv har ofte brugt ham som ekspert.
Desuden har han bred erfaring som underviser af både medicinstuderende og læger samt som vejleder for ph.d.-studerende.
Som professor satser Peter Marckmann nu på at opbygget et frugtbart forskningsmiljø af international standard på nyremedicinsk afdeling, gerne med to til fire ph.d.-studerende. Selv vil han koncentrere sig om forskningsprojekter med fokus på optimeret ernæring og forebyggelse af åreforkalkning hos nyresyge.
Den 53-årige Peter Marckmann blev uddannet som læge fra det daværende Odense Universitet i 1982. Efter fem års klinisk uddannelse blev han i 1987 ansat som forsker ved Forskningsinstitut for Human Ernæring ved Landbohøjskolen (der i dag udgør det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet), hvor han arbejdede frem til 2000, de seneste år som lektor. I 1995 forsvarede Peter Marckmann sin doktorafhandling om kostens indflydelse på blodets tendens til at størkne og danne blodpropper.
Uddannelsen til speciallæge i intern medicin og nefrologi gennemførte han på Roskilde Sygehus og Herlev Hospital. Fra januar 2008 har Peter Marckmann været ansat som afdelingslæge på nyremedicinsk afdeling ved Odense Universitetshospital, og han har siden januar 2009 været overlæge på samme afdeling.