Overlæge, dr. med. Allan Johansen bliver 1. juni 2009 ansat som ledende overlæge ved Nuklearmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital.
Her er han allerede godt kendt med kravene i jobbet, for Allan Johansen har siden januar 2008 været konstitueret ledende overlæge for afdelingen..
Nu vil han som fastansat ledende overlæge fortsætte afdelingens hidtidige linie med at understøtte og fremme både den daglige drift, forskning, udvikling og uddannelse. Samtidig er det hans erklærede mål, at både patienter og personale skal have højeste prioritet.
Allan Johansen færdes hjemmevant på nuklearmedicinsk, for afdelingen har gennem mere end 10 år været rammen om hans arbejdsliv. Her har han gjort karriere hele vejen fra en stilling som introduktionsreservelæge til jobbet som ledende overlæge, og undervejs har Allan Johansen fået en meget bred erfaring i samarbejdet med forskellige mennesker og forskellige personalegrupper på såvel universitet som universitetshospital.
Hans eget forskningsfelt er nuklearkardiologi, og det var inden for dette område, han i 2008 forsvarede doktordisputatsen Myocardial perfusion scintigraphy in patients with known or suspected stable angina pectoris. Desuden er han hoved- og medforfatter på ca. 35 videnskabelige arbejder. Sideløbende har han undervist både medicinstuderende og yngre læger, og han er i dag uddannelsesansvarlig overlæge for den nuklearmedicinske afdeling. Desuden er Allan Johansen klinisk lektor for fagområdet klinisk fysiologi og nuklearmedicin på Syddansk Universitet.
Allan Johansen blev oprindelig uddannet som læge i 1987 fra det daværende Odense Universitet. I 2001 blev han speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin.
----------------------------
Nuklearmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital udfører undersøgelser indenfor det klinisk fysiologiske og det nuklearmedicinske speciale. Klinisk fysiologiske undersøgelser kan for eksempel være lungefunktionsundersøgelser, perifere blodtryksmålinger på benene og ultralydsskanninger af blodkar. Ved nuklearmedicinske undersøgelser anvendes radioaktive sporstoffer, der sprøjtes ind i en blodåre. Strålingen fra sporstofferne fotograferes med specialkameraer og anvendes til at diagnosticere en række forskellige sygdomme. Afdelingen har 84 medarbejdere og et budget på 50 millioner kroner.