H.C. Andersen Børnehospital imødekommer børn og forældres specielle behov.
Et moderne børnehospital skal rumme varme og omsorg for det syge barn og
dets familie samtidig med at der gives en effektiv behandling og pleje.
Syge børn bliver hurtigere raske i trygge, næsten hjemlige omgivelser, hvor der også er plads til "gode oplevelser".
Formålet med Tryllebjerget er at skaffe økonomiske midler til at sikre de syge børn gode oplevelser, når de er indlagt på Børnehospitalet.
Faste gode oplevelser
Kørsel med ATV
Jens Petersen ankommer til H.C. Andersen Børnehospital med et par ATV’er (4 hjulet motorcykel).Jens tager seje cross hjelme med.Der vil blive mulighed for at få en tur på parkeringspladsen ved eventyrtorvet, hvor Jens kører sammen med børnene. Hvis børnene synes det er for vildt, må de også bare gerne prøve at sidde på den. Den er nemlig temmelig stor. Hvis forældre giver lov, vil Jens gerne tage et mindebillede af børnene siddende på ATV.
Østfyns Museer
Østfyns Museer har samlet en perlerække af museums formidling til glæde for børn og unge på hospitalet. 4 mandage i efteråret får Børnehospitalet besøg. Første besøg er fra Vikingemuseet Ladby, men der vil også komme Dukker fra Kulturhistorisk Museum, Riddere fra Nyborg Slot og formidlere fra Johannes Larsen Museet. Desuden har Østfyns Museer åbnet for gratis adgang for børn, som er indlagt på H.C. Andersen Børnehospital.
Odense Internationale Film Festival
Film skal ses i biografen, men film kan også ses på H.C. Andersen Børnehospital, der netop er indgået et samarbejde med Odense Internationale Film Festival om at vise/se film OFF Limits. Vi transformerer H.C. Andersen Børnehospitals Ny konference til biograf. Om eftermiddagen vises film for børn og unge og om aftenen åbnes døren for de voksne.
Smukke Møller
Gasolin og Larsen, når det er bedst. Kopibandet Smukke Møller giver den gas. ”Inga og Katinka”, ”Rabalderstræde” lyder gennem børnehospitalets gange hvert forår på Eventyrtorvet, når Smukke Møller overrækker årets indsamlede kroner fra ”Dansk Støtte Rock” til Tryllebjerget.
Keyboardet, der kom forbi - med Findus og Den Halve Kvartet
Malene Grete Nørgaard på Tværfløjte og Emil Thorbjørn Møller Jensen på keyboard vil sammen med Findus, drage på turné med vores lånte keyboard. I løbet af formiddagen vil ”De 3 musikanter” komme forbi H2, H3, H7 og H4. De vil synge og spille for os og med de der lyster.
Tlf. henvendelse Den halve kvartet; 28924443.
Fyns Politi og Odense Brandvæsen
Fyns Politi og Odense Brandvæsen gæster hvert år børnehospitalet, med alt hvad de kan samle til dagen. Brandbiler med stiger - stiger der bringer alle der lyster til himmels for en stund. Politi, beredskabskøretøj og politihunde og mandskab beredt til at vise frem og fortælle om netop deres arbejde. Motorcyklen bliver nok engang trukket hen på kræftafdelingen efter eventen på Eventyrtorvet og på pladsen ved indgang 60.
MR Mox Når Mr Mox alligevel skal til Jylland, så smutter han heldigvis over Fyn og lige forbi H.C. Andersen Børnehospital i Odense, hvor han vil holde en ”pause”, før han kører videre.
I ”pausen” vil MR Mox lave standup magi på Eventyrtorvet. Mon han har sin due med?
Trylleshow med Ole Larsen Oletryller ogunderholder på Eventyrtorvet og vi håber at få lov til at kigge med i kortene.
Alle der har lyst, skal være velkommen til at være med til et virkeligt spændende og sjovt trylleshow med et magisk pust. Med et par trylleslag gør Ole eftermiddags stunden til en særlig oplevelse.
Sminketeatret
Ditte Joe Pedersen kommer sammen med Camilla eller andre sminkører og byder på ansigtsmaling og T-wraps i håret. De anvender professionel allergitestet teater make-up. Farven er vandopløselig, men holder til lidt vandstænk. Ansigtsmalingen fjernes med vand. T-Wraps er håndflettet af bomuldssnor og kan blive siddende i ugevis - de fjernes ved at åbne metalklemmen med en tang.
Billedskolen
Birgitte Kjøller, billedskolens formidler og underviser, arbejder sammen med elever fra Billedskolen på forskellige udstillinger til glæde for de indlagte børn på H.C. Andersen Børnehospital.
Springfreetrampoliner
De sikreste trampoliner på markedet vil med jævne mellemrum blive opstillet på Eventyrtorvet eller i vores gårdhaver og kan benyttes af alle; børn, unge, forældre og personale der har lyst.
Playware
Vi har stor glæde, gavn og morskab med de modulære interaktive gulvfliser, der ligger på Eventyrgangen og ser meget frem til de muligheder, der ligger i samarbejdet fremover.
ZOO-event på H.C. Andersen Børnehospital
Formidler Lars Nielsen laver formidlingsevent på Eventyrtorvet. En hel dag, hvor alle børn og unge kan se og mærke, undersøge og spørge ind til dyrene, der lever i Odense Zoologiske Have og deres liv i naturen.
Lars "ruller" praktisk talt diverse effekter ud på vores borde, efter han har parkeret sin stribede ZOO Christiania cykel.
"Vilde historier fra Odense Zoo"
I Odense lever der ca. 166.000 mennesker, 2 sibiriske tigere, 10 chimpanser og en masse pingviner, kvælerslanger, øgler m.m. Det lyder vildt, men sandt.
I haven er der et lokale med en masse udstoppede dyr, som løver, krokodiller, skildpadder, girafben, levende slanger, vandrende pinde, øgler m.m. Mange fantastiske historier fortælles fra dette lokale og en gang om ugen vil formidler Lars Nielsen eller en anden ZOO kollega tale med én af jer fra H.C. Andersen Børnehospital - måske skal det være dig?
Det hele vil du kunne se og høre fra sygesengen på hospitalet på din skærm. Forestil dig, at komme helt tæt på løvens kløer eller leopardgekkoens øregang. I Odense ZOO har de planlagt emner og har du spørgsmål under vejs, kan du frit spørge.
Odense Husflid
To gange om året kommer Børge Poulsen, Bernhard Mathisen og Ejler Lungskov og giver eksempler på deres håndværk. De har redskaber med og har forberedt snurretoppe, der skal pudses færdige med sandpapir. Puslespil bliver savet på stedet og duften af træ og savsmuld breder sig i hele Eventyrgangen.
ReMida Center Odense
Nu har vores indlagte børn og unge mulighed for at genopfinde, med overskudsmaterialer fra Centret for Kreativ Genbrug. Centrets slogan "Skrot er godt for hjernen" er oplagt for indlagte børn på hospital. Vi glædes over de mange fantastiske materialer, der i børnehøjde betragtes som en værdifuld ressource.
Vil du ha' en god historie?
Eventyrfortælling hver anden torsdag.
Historiefortæller Connie Olsen kommer hver anden torsdag kl. 14 til H.C. Andersen Børnehospital med en lille buket eventyr.
Hun vil på skift besøge H3, H7, H2 og H4. Hun er rutineret fortæller, der har fortalt mange gange for børn og voksne.
Når du lytter til Connie, ser du glimtet i øjet og du mærker hjertet slå.
"Kuk i skulpturkassen"
Camilla Gugler er uddannet billedkunstner på Det Fynske Kunstakademi 1996-2002. Siden 2002 har hun arbejdet med performance, installation og tegning. Konkrete projekter med børn har bl.a. været projektet: "Hvad har du i din pukkel i dag?". En performance, forestilling for børn i alderen 3-6 år. Et større landart projekt i 2009, som blev til værket "En helt almindelig by". Har undervist børn i alderen 6-14 år i farvelære, tegning, maleri på Paarup Aftenskole.
"Kuk i skulpturkassen"
Cecilia de Jong præsenterer skøre materialer og metoder, som de ihærdige deltagendes hænder, former til fantastiske skulpturer og konstruktioner. Her er intet rigtigt eller forkert, for alt er muligt og alle kan være med.
Sjove muligheder åbner sig. Mød op med familien og nyd pusterummet hvor fantasien og skaberglæden får lov at folde sig ud.
Cecilia de Jong er uddannet faglærer i billedkunst, er uddøvende kunstner og har arbejdet en del år som pædagog og underviser. Hun elsker at lade hverdagens små mysterier udfolde sig og udforske utraditionelle materialers muligheder. Hendes kunst udvikler sig ofte som en social begivenhed og det kan man læse mere om på hendes hjemmeside:
Eventyr v. fortæller Louise Lindholm Louise kommer og fortæller eventyr, som åbner lytternes hjerter. Louise vil, ofte klædt i sin fortælle-kåbe, gå rundt på afsnit og fortæller for de der lyster. Hun vil med sine eventyr tænde og oplyse vejen i det eventyrlige univers, hvor også Tryllebjerget befinder sig.
Musik v. musikpædagog Tove Andreasen
Tove Andreasen er musiklærer og underviser i sang, musik og bevægelse. Tove kommer på børnehospitalet en gang pr. måned. På denne dag er der musik for børn og voksne.
Sangen kan som intet andet samle og bygge broer over landegrænser, kulturer og aldre. Så selvom dagen måske ikke starter som den bedste, kan musikken frigive god energi, der kan løfte os alle en stund.
Besøg af naturvejleder fra Naturama
I samarbejde med direktør Jacob Salvig fra Naturama i Svendborg, er der arrangeret 2 årlige besøg på børnehospitalet fra Naturama.
Her kommer naturformidlerne Simon Høegmark og Mads Nielsen og formidler på deres helt egen utraditionelle facon. Eventyrlige historier knyttes til de medbragte, udstoppede dyr.
Se i de to Naturama formidlingskasser på Eventyrgangen. Ræven og grævlingen gemmer på formidlings materiale der beskriver levevis og åbner for information om dyrenes liv.
Se også på Naturamas særlige link på H.C. Andersen Børnehospitals Wii maskiner.
Fjord- og Bælt Centret - "Krabbestuegang"
Duften af havet rykker ind på stuerne, når Kertemindes Fjord- og Bælt Center er på besøg. En dag, der giver de indlagte børn mulighed for at røre ved stimer af levende dyr, klappe en udstoppet sæl og fange sultne krabber.
Der bliver fortalt sjove historier om dyrene og børn og forældre kan fange krabber med fiskestænger - hvis de tør!
Fjord- og Bælt Centret besøger børnene som et led i et nyt samarbejde, der giver alle en anderledes, indholdsrig og ny oplevelse.
Sanseudstilling 2012
Sanseudstilling 2012 er skabt af scenograf Luise Midtgaard og dramaturg Betina Birkjær.
Sansepirrende, humoristisk og poetisk idé. Fire verdenshjørner i en installationslabyrint. Hvert rum/verdenshjørne knyttet til sit element:
Vandkongens udestue. Jordalfernes Underjordiske Rige. Vindprinsessens Soveværelse. Trænissernes Værksted. Kunstnernes ide har udgangspunkt i Gaston Bachelards tanker om forskellene mellem rum, steder og hjem, og om menneskets længsel efter rum til at dagdrømme i. De besøgende børn i sanseudstillingen bliver inviteret til at fundere over rum og hjem og selv digte med. Det er kunstnernes hensigt at plante frø i børnenes fantasi, så udstillingen varer længere end blot besøget i udstillingen.
Sanseudstillingens værksted gæster H.C. Andersen Børnehospital i marts og april
Tulipan Teatret
Tulipan Teatret spillede gennem foråret 3 gange en musikalsk forestilling på Eventyrtorvet.
"Emma i frugthaven" er inspireret af Elsa Beskows bog "Lille Ole og hans bold".
I frugthaven har Emma sin yndlingsplads. Hun nyder at sidde i skyggen under æbletræet og lade sig fylde af minderne. Engang for mange år siden, skete der nemlig noget mærkeligt! Emmas forældre var lige blevet skilt og Emma var rigtig ked af det. Pludselig hørte hun en stemme bag sig, og med ét blev hun hvirvlet ind i en underfuld og poetisk verden. En sjov og varm forestilling om fantasiens, naturens og musikkens magi.
Fortællerworkshop "Kunstner Katja på skulp-tur"
På Eventyrtorvet med billedekunstner og underviser Anne-Mette Sørensen fra Kunstmomentum.dk. En interaktiv kuffertfortælling/fortællerworkshop med ting og sager der i sidste ende transformeres til fantastiske skulpturer.
Fortæller Jeanette Knudsen Jeanette Knudsen, uddannet Steinerpædagog 2004, uddannet i historiefortælling v. Ingerlise Oehlrich på Marjatta i Præstø. Jeanette fortæller historier og eventyr for indlagte på Z1 og Y børnedialyse. Jeanette ”tænder lys” og kommer med sin kurv med spændende aldres svarende inspiration, der åbner for eventyrets verden.
Tegner Erik Schrader
Erik Schrader laver tegneværksted i nichen på Eventyrgangen. Erik har gennem årene udgivet en bogserie, der opfordrer og vejleder til at vedligeholde glæden ved at tegne.
Erik kommer med toget fra København og vil med papir og blyant instruere og inspirere.
ABCzoo
ABCzoo har åbnet muligheden for at børn kan anvende betalingsbørnespil gratis, når de opholder sig på H.C. Andersen Børnehospital og anvender OUH Borgernet opkobling.
Tryllebjerget
Indsamlings-skulpturen er oprindeligt skabt til Verdensudstillingen Expo’92 i Sevilla, Spanien. Den er fremstillet af kobber og noget af det sidste krystalglas der kom ud fra Odense Glasværk inden det lukkede. Skulpturen er nu ombygget så den kan fungere som spændende og interaktiv indsamlingsskulptur på børnehospitalet.
Skulpturen er skabt ud fra ideen om en slags skatkiste med både penge og krystaller, et magisk skrin der indeholder en kostbar skat, et skrin der understreger sin magi ved at man skal putte pengene ind i forskellige trolde-hoveder der er anbragt i toppen af skulpturen.
Når man putter penge ind, belønnes man ved at en fugl kvidrer. Putter man flere penge ind vil flere forskellige fugle fylde rummet med deres stemmer. I alt kan op til 15 forskellige fugle komme på banen, hvis man har penge nok. Alle fuglene er danske.
Tyveri fra Tryllebjerget
Tryllebjerget har haft en turbulent tid. Siden indvielsen i maj 2009, har den været udsat for tyveri 2 gange. Første gang efter 2 måneder, hvor én af de armerede ruder blev smadret og igen året efter, hvor specialværktøj blev anvendt til at save låsepalen over.
Efter sidste tyveri har vi valgt, at flytte skulpturen. Begge gange skulpturen har været udsat for tyveri har Jens Galschiøt og hans hjælpere været behjælpelige med at udbedre skaderne. Ligeledes kommer de når "Fuglen er fløjet", fordi der eks. har været strømafbrud, så den elektroniske fuglekvidder skal re-programmeres.
Om Jens Galschiøt Jens Galschiøt (f. 1954) er en dansk billedhugger bosat i Odense og er kendt for sine store kunsthappenings både lokalt og globalt. Han sætter ofte sin kunst ind til forsvar for et humanistisk verdenssyn. I Odense har han skabt flere store skulpturgrupper af bl.a. H.C. Andersen og hans eventyr. Han udtrykker sig ofte i et symbolsk naturalistisk formsprog, inspireret af jugend-tidens kraftfulde billedsprog. Se mere om denne kunstner på www.aidoh.dk