Om OUH
Afdelinger
Odense
D - Gynækologisk Obstetrisk Afdeling
Fertilitetsklinikken
Information til kvinder der overvejer at blive ægdonor
Information til kvinder der overvejer at blive ægdonor
Nogle par, som ønsker at få et barn, har ikke mulighed herfor p.g.a., at kvinden ikke er i stand til at danne æg til opnåelse af graviditet. Dette kan skyldes alvorlige arvelige fejl i kvindens æg; skader på æggestokkene efter medicinsk behandling eller strålebehandling; svært nedsat eller manglende funktion af æggestokkene eller tilstande, hvor æggestokkene helt er fjernet.
Der er pr. 1. januar 2007 åbnet mulighed for, at såvel kvinder i IVF-behandling for barnløshed samt sunde og raske kvinder, som ikke er i barnløshedsbehandling, må donere æg til kvinder, der har behov for ægdonation.
Hvilke kvinder kan blive ægdonor?
Følgende kriterier skal være opfyldt:
- alder 18-35 år
- sund og rask
- ingen kendte alvorlige arvelige sygdomme i familien
- negativ test for: HIV, hepatitis B og C, syfilis og gonoré
- normal fertilitet eller i behandling for barnløshed med reagensglasmetoden
Ægdonation i Danmark er anonym og anonymiteten kan ikke brydes. Lovens intention er, at ægdonation skal ske af idealistiske årsager, således at donor ikke modtager betaling for ægdonation, men der gives en kompensation på linje med, hvad der ydes ved sæddonation (500 kr.). Medicin og undersøgelser er gratis.
Hvordan foregår ægdonation?
Hvis du vil være ægdonor, skal du påregne flere ambulante besøg på Fertilitetsklinikken. Du vil komme til en samtale, hvor du vil blive informeret skriftligt og mundtligt om forløbet, og du skal skrive under på, at du ønsker at være ægdonor. Derudover skal der foretages udspørgen til dine eventuelle tidligere sygdomme, oplysninger om arvelige sygdomme hos dig og din familie, livsstilsfaktorer som rygning, alkohol og medicinforbrug, og der skal tages blodprøve til test for HIV, hepatitis B og C, syfilis og gonoré.
En ægdonation foregår som en almindelig IVF-behandling, blot lægges der ikke æg tilbage. Normalt danner en kvinde et modent æg pr. måned. For at danne flere æg gives en mild hormonstimulation. Det foregår ved indsprøjtninger med hormon (FSH) i maveskindet. For at give den rette mængde medicin, så der ikke dannes hverken for mange eller for få æg, foretages der ultralydsscanninger gennem skeden. Når ægblærerne er modne, gives der en ægløsningssprøjte, og 36 timer efter kan æggene tages ud.
I forbindelse med ægudtagning lægges dels lokalbedøvelse i toppen af skeden, og der gives smertestillende i en åre i hånden. Selve ægudtagningen foregår med en ultralydsscanner med en tynd nål påhæftet. Ægblærerne tømmes ved indstik i begge sider af skedevæggen. Væsken fra ægblærerne leveres ud til en bioanalytikker, der finder æggene under et mikroskop. Efter ægudtagning skal kvinden hvile, indtil hun er klar til at forlade klinikken. P.g.a. det smertestillende medicin må man ikke køre bil samme dag.
De æg du har doneret, vil blive befrugtet med sæd fra manden til den kvinde, der skal modtage æggene. Hvis æggene bliver befrugtet, vil de blive placeret i den kommende mors livmoder. Hvis hun bliver gravid og føder et barn, er parret lovmæssigt mor og far til barnet, også selv om barnet vil have gener fra dig. Du vil ikke have mulighed for at få oplyst, hvad der er sket med de æg, du har doneret.
Er der nogen risiko forbundet med ægdonation?
Ægdonation påvirker ikke antallet af ægceller i donors æggestokke og dermed heller ikke muligheden for at blive gravid på et senere tidspunkt.
Hormonstimulation giver med den eksisterende viden ikke holdepunkt for øget risiko for kræft i æggestokkene.
Ægdonorer gives en mild stimulationsbehandling, så der dannes 6-8 modne æg. Risikoen for overstimulation, d.v.s. dannelse af rigtig mange ægblærer er derfor mindre end hos barnløse kvinder, der gennemgår reagensglasbehandling.
Medicinen kan give lette bivirkninger i form af ømhed og rødme omkring indstiksstederne. Ligeledes kan der forekomme brystspænding, hovedpine og væskeophobning.
En ægudtagning er et mindre kirurgisk indgreb og dermed forbundet med en lille risiko for blødning og infektion. Alvorlig blødning og infektion er meget sjælden.
Ønsker man ikke selv at blive gravid i behandlingsperioden, skal der anvendes kondom.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg gerne vil være ægdonor?
Donation af æg kræver grundig overvejelse. Hvis du efter at have læst denne information har lyst til at hjælpe barnløse par eller har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Fertilitetsklinikken, OUH på telefonnummer: 6541 2365.