Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Kronisk polyneuropati - Nervebetændelse

Alment
Den overordnede prævalens af polyneuropati er 2-3%, men hos personer over 55 år er prævalensen ca 8%. Da der er tale om en kronisk tilstand siger det sig selv at disse prævalenstal dækker over en relativt lav incidens.

Forekomsten blandt diabetikere (type 1 og 2) af klinisk symptomgivende polyneuropati er 10-15% og det er ikke sjældent, at polyneuropati er det første symptom på type 2 diabetes. Nervebetændelse er dog også en væsentlig tilstand hos ikke-diabetikere, idet den kan være udtryk uerkendt bagvedliggende sygdom og i en del tilfælde vil kunne behandles kausalt.


Visitation
Ved mistanke om kronisk polyneuropati kan henvises til neurologisk ambulatorium og der vil ske visitation til afdelingens neuropatiteam, bestående af læger med speciel interesse for polyneuropati.


Undersøgelse
I ambulatoriet optages journal af en læge og der vil blive planlagt et program for videre undersøgelser. Undersøgelserne vil tage sigte på at afklare diagnosen og ætiologien til en eventuel polyneuropati.

Ved journaloptagelsen lægges specielt vægt på arvelige dispositioner, ekspositioner (inklusiv lægemiddelanamnese) og tidligere sygdomme.

De videre undersøgelser vil typisk bestå i neurofysiologisk undersøgelse, blodprøver og røntgenundersøgelser. Supplerende kan der blive tale om konsultation i klinisk genetisk afdeling og suralisbiopsi foretaget af plastikkirurgisk afdeling.

Udredning af polyneuropati vil foregå efter nedenstående overordnede skema.

 

Patientforløb - nervebetændelse, N

Behandling
Behandlingen af polyneuropati vil rette sig dels mod polyneuropatiens årsag, hvis denne har kunnet klarlægges, dels mod polyneuropatiens symptomer.

Behandling af årsag
Ved diabetes er der en klar sammenhæng mellem metabolisk kontrol og udvikling af polyneuropati. Ved påvist diabetisk polyneuropati vil den primære behandling derfor være rettet mod at opnå god metabolisk kontrol. På samme måde vil man ved andre ætiologisk afklarede polyneuropatier søge at rette behandlingen mod årsagen: stofskifte lidelser reguleres, vitaminmangel korrigeres, Borreliainfektion antibiotikabehandles, alkoholabstinens, seponering af neurotoksiske lægemidler etc. Den kausale behandling vil ofte involvere egen læge eller andre hospitalsafdelinger.

Kronisk inflammatorisk demyeliniserende polyneuropati (CIDP) udgør en speciel undergrupper af kroniske polyneuropatier, hvor nervepåvirkningen er forårsaget af udvikling af antistoffer mod perifer nerve komponenter. Denne form for polyneuropati kan behandles med immunsuppression, oftest med intermitterende intravenøs højdosis immunglobulin og/eller prednisolon.Den intermitterende højdosis immunglobulinbehandling forgår i kombinerede ambulante og indlagte forløb.

Behandling af symptomer
Sensoriske symptomer i form af smerter og paræstesier behandles rutinemæssigt med antidepressiva eller antiepileptika. Ved manglende effekt heraf forsøges eventuelt tramadol og i en del tilfælde anvendes forskellige kombinationsbehandlinger. Opioider kan komme på tale når andre behandlingsmuligheder er udtømte. En del patienter vil ikke kunne lindres tilfredsstillende med de behandlinger, der er tilgængelige i dag.

Ved gangproblemer i forbindelse med dropfod vil anvendelse af fodtøj, der støtter op omkring anklen, ofte være til stor hjælp, medens behandling med forskellige former for dropfods skinner sjældent er påkrævet eller afhjælper problemerne bedre end pasende fodtøj. Ved gangproblemer i øvrigt kan anvendelse af stok eller rollator være indiceret.


Siden er sidst opdateret: 08-03-2011 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring