FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk

Center for Voldtægtsofre

Center for Voldtægtsofre

Odense Universitetshospital
Indgang 55, 1. sal

cfv@ouh.regionsyddanmark.dk

Den direkte telefonlinje til Center for Voldtægtsofre
telefon nr. 65 41 23 48
er åben døgnet rundt.

Man kan altid ringe - også selv om det kun drejer sig om en uforpligtende snak.
Man kan også henvende sig direkte på Centret.

Det er gratis at henvende sig.
Henvendelse skal ske inden for 7 døgn efter overgrebet.
 

Om centret
Det er ingen betingelse, at overgrebet er politianmeldt, og der kræves ingen henvisning fra læge eller andre.

Tilbuddet gælder både for kvinder og mænd
Center for Voldtægtsofre tilbyder en lægeundersøgelse og sikring af beviser (sporsikring) med henblik på eventuel senere retssag samt rådgivning, vejledning og almindelig omsorg fra en specielt uddannet sygeplejerske.

Selve undersøgelsen og samtalerne foregår under rolige og trygge rammer, og man er velkommen til at have en pårørende eller bekendt med under hele forløbet. Når selve undersøgelsen er overstået, er der mulighed for at få et bad.

Patienthotellet ved Odense Universitetshospital kan tilbyde et værelse, hvis der er behov for overnatning.

Centret tilbyder, at en psykolog kontakter voldtægtsofferet inden for få dage for at høre hvordan det går og afklare eventuelt behov for opfølgende samtaler.
Centret tilbyder også en samtale efter 2-3 uger med en sygeplejerske, hvor man blandt andet kan få svar på prøver og kan drøfte og gennemgå det akutte forløb i Centret.

Vælger man at anmelde voldtægten eller det seksuelle overgreb, kan Centret hjælpe med det, og politiets afhøring kan finde sted på Center for Voldtægtsofre.

Ved anmeldelse kan man få gratis advokatbistand.

Gode råd
Af hensyn til sikring af beviser er det vigtigt, at man:
- ikke vasker sig
- ikke skifter tøj
- ikke skifter tampax/bind
- ikke friserer sig
- ikke tisser
- ikke renser negle
- ikke børster tænder
- ikke spiser eller drikker

Da tøjet eventuelt skal bruges i den videre undersøgelse og bevisførelse, er det en god idé - hvis muligt - at medbringe skiftetøj.
Hvis det er nødvendigt at tisse, så gør det i en beholder, som kan medbringes til Centret.


Anmeldelse til politiet
Man afgør selv, om voldtægten eller det seksuelle overgreb skal anmeldes til politiet. Ved anmeldelse er det vigtigt, at den sker så hurtigt som muligt efter overgrebet. Så har politiet bedre mulighed for at sikre eventuelle beviser fra gerningssted og gerningsmand.

Politiet kommer hurtigt til det sted, hvor offeret opholder sig. Der foretages en kort afhøring om overgrebets art, gerningssted og lignende.

Politiet sørger herefter for, at offeret bringes til undersøgelse på Center for Voldtægtsofre. Centrets sygeplejerske orienterer sig kort om situationen. Hvis politiet ønsker det og offeret samtykker, vil en læge foretage en retsmedicinsk undersøgelse med henblik på sikring af spor. Man vil i den forbindelse tilbyde at tage prøver for chlamydia og gonokokker samt en blodprøve for HIV og leverbetændelse.
Herefter vil politiet gerne foretage en mere grundig afhøring. Den foregår i Center for Voldtægtsofre, hvor offeret har ret til at have en bistandsadvokat (gratis) samt eventuelt mulighed for at have en anden person med sig.

Nyttige links

Hent brochure om Center for Voltægtsofre i Odense her

Hent brochuren Til dig der har været udsat for voldtægt her

Voldtaegt.dk - link til Center for Voldtægt, Århus

Offerrådgivningen

Løft sløret - en hjemmeside om seksuelle overgreb og rettigheder. Især til kvinder med anden etnisk oprindelse.

http://www.sikkerflirt.dk/


 


Siden er sidst opdateret: 09-12-2011 af Odense Universitetshospital.