Nu kan voksne, der bruger høreapparat, få offentligt tilskud til at købe høreapparater hos en godkendt privat leverandør. Det skyldes en lovændring, som trådte i kraft den 1.juli 2000.
Tilskuddet i 2011 er på 5.607 kr. pr. apparat, og skal sammen med din egen betaling dække høreprøve, høreapparat, tilpasning, afprøvning, service og garanti. Ordningen gælder sideløbende med Region Syddanmarks nuværende behandlingstilbud, der fortsat er gratis.
Forudsætninger
Man skal være fyldt 18 år og berettiget til at få høreapparat. Man skal være henvist til høreapparatbehandling af en speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme. Høreapparatet skal købes hos en godkendt privat leverandør, dvs. en leverandør, der opfylder Sundhedsministeriet godkendelseskrav.
Hvis man allerede har fået høreapparat fra det offentlige, skal de som hovedregel være mindst 4 år gamle, inden man kan opnå tilskud til at købe nye.
Sådan fungerer ordningen
Med de nye regler kan man købe høreapparat med tilskud hos en privat leverandør. Leverandøren trækker selv tilskuddet fra brugerens regning og afregner med din kommune. Tilskuddet kan ikke blot bruges til høreapparater købt i Regions Syddanmark, men også i andre regioner. Der kan også gives tilskud til apparater, som er købt i andre EU-lande under forudsætning af, at den valgte leverandør er godkendt i sit hjemland.
Fortsat service fra regioner og kommuner
Kommuner og amter har stadig pligt til at yde service over for brugere af høreapparater. Alle har ret til samme serviceniveau, uanset om deres høreapparat er anskaffet offentligt eller privat.