Dette er tekstversionen af Introduktion af OUH Praksiskonsulenter
Klik her for at komme til den grafiske version af Introduktion af OUH Praksiskonsulenter

Forside - Læs op - Sitemap


Introduktion af OUH Praksiskonsulenter


Herdis Bohn Olesen Brødbæk

 

Det sammenhængende sundhedsvæsen er et af OUHs fokusområder og med et korps af praksiskonsulenter, har man et tæt og gensidigt tværinstitutionelt samarbejde for patientens bedste. Men hvem er OUH Praksiskonsulenterne?
En af dem er læge Herdis Bohn Olesen Brødbæk, som er praksiskonsulent på gynækologisk-obstetrisk afdeling i Odense og Svendborg, ørenæsehalsafdelingen i Odense og Svendborg inklusive hørecentralen, thoraxkirurgisk afdeling i Odense og øjenafdelingen i Odense.

Siden 2007 har jeg haft klinik i Odense. Jeg startede som praksiskonsulent næsten inden, jeg slog mig ned, idet jeg var svangrekonsulent, som var en praksiskonsulentlignende stilling på obstetrisk afdeling i Odense, før amterne blev nedlagt. Gennem omstruktureringerne har jeg så været praksiskonsulent på geriatrisk afdeling i Odense, thoraxkirurgisk afdeling i Odense, og nu er jeg tilknyttet gynækologisk-obstetrisk afdeling i Odense og Svendborg, ørenæsehalsafdelingen i Odense og Svendborg inklusive hørecentralen, thoraxkirurgisk afdeling i Odense og øjenafdelingen i Odense.

Opgaverne er samtidig væsentligt ændret. Tidligere lå vægten meget på kvalitetssikring med audit af henvisninger og epikriser, hvilket var meget tidskrævende, men også meget nyttigt. Nu er det mere ad’ hoc opgaver, så som at presse på for at afdelingerne besvarer vore korrespondancer, få opdateret og rettet vejledninger og oplysninger på sundhed.dk, enkeltsager vedrørende uhensigtsmæssige patientforløb og sektorovergange mellem sygehus, almen praksis og lægevagt, og meget andet. Ud fra alt det nye, der hele tiden sker, udvælger jeg også, hvad der kan være relevant at skrive i nyhedsbrevet.

Som sidegevinst har jeg, på grund af min rolle som praksiskonsulent, fået mulighed for at deltage i spændende opgaver så som udarbejdelse af Nationale Kliniske Retningslinjer for henholdsvis urininkontinens og Mb. Meniere. Jeg har også været på sidelinjen i forskningsprojekter som Dancavas og Fisich, og jeg er i styregruppen i Famko.

Undervejs i mine år som praksiskonsulent har jeg blandt andet været med til at lave en vejledning til almen praksis om svangreomsorg, undervise praktiserende læger i prænatal diagnostik, lavet vejledning om claudicatio, forsøgt at påvirke praktiserende speciallæger i ØNH- og øjensygdomme til at skiftes til at holde ferie. 

Den anden vej har jeg forsøgt at udbrede kendskabet til vores arbejde i almen praksis. Jeg underviste for eksempel en flok jordemødre, som blev overraskede over, at jeg kan gå på arbejde i flere dage uden at se en gravid. Jeg oplevede også, at internmedicinere troede, vi kun talte med 10 patienter i løbet af en visitations-lægevagt, og mange, mange gange har jeg forklaret om vores pligter i forhold til FMK.

 

Kontaktoplysninger:

Praksiskonsulent Herdis Bohn Olesen Brødbæk
 

Afd. ansvar: 

Gynækologisk-obstetrisk afdeling i Odense og Svendborg, ørenæsehalsafdelingen i Odense og Svendborg inklusive hørecentralen, thoraxkirurgisk afdeling i Odense og øjenafdelingen i Odense.

 

Mail: 

bohn@dadlnet.dk

 

 

Telefon:

 

 

 

 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk